En review-artikel, der netop er udkommet i tidsskriftet The Lancet sammenfatter de seneste ti års forskning i, hvordan hjernens udvikling bliver påvirket af kemiske stoffer i omgivelserne. Konklusionen bør give grund til bekymring. Langt flere stoffer end hidtil antaget, som findes i hverdagsobjekter, kan have en negativ effekt på hjernens modning, og kan forbindes med adfærdsforstyrrelser såsom ADHD og autisme.[1]

Dette er alarmerende, og af samme grund har nyheden om denne artikel også haft betydelig spalteplads hos diverse nyhedsmedier. Dette er umiddelbart en god ting. Men der er imidlertid et problem: Historien bliver simplificeret til en grad, hvor budskabet forsvinder. Tag for eksempel følgende citat fra dr.dk som illustration:

“Forskerne har konstateret, at der er en sammenhæng mellem mængden af de kemiske stoffer, man bliver udsat for i fosterstadiet og som baby, og den måde hjernen udvikler sig.”[2]

Det er ikke sammenhæng mellem mængden af kemiske stoffer per se, men mængden af nogle bestemte skadelige stoffer. Intet sted i DR-artiklen bliver det specificeret, hvilke kemiske stoffer der er tale om.[3] Der er en kæmpe forskel på, om man påstår det ene eller den andet. Dette gælder ikke kun for denne nyhedshistorie. Når der er tale om nyheder om farlige kemiske stoffer, bliver nyheden tit reduceret til spørgsmål om mere eller mindre kemi.

Kemi er ikke det samme som farligt, det er det samme som ting.

Når støder på overskrifter som “Sådan undgår du kemi i hverdagen“,  “Sådan undgår du kemi i tøj“, eller “Sådan undgår du klam kemi“, så husk på at alting består af “kemi.” Overskrifterne er lige så vage udsagn, som at sige at man vil undgå ting.  Alle de ting vi omgiver os med består af kemiske forbindelser. De er ikke skadelige af den grund. Når man læser “Bad dit barn uden kemikalier”, mener de næppe, at man skal give sine børn bad i totalt vakuum (advarsel: Dette kan være skadeligt for dit barn), for det må være alternativet til kemi. Overskriften kunne lige så vel have lydt “Bad dit barn uden ting.” Det bliver underligt arbitrært og fjollet. Det samme gælder også, når man bruger ordet kemi på denne måde. Her er det bare, at ordet kemi, til forskel fra ordet ting, vækker vores intuitive væmmelse. Når noget er kemisk, er det jo kunstigt og dermed ikke naturligt og dermed ikke godt.

Men kemi er ikke et negativt ord. Kemi er læren om stoffer og deres egenskaber, som regel på et mikroskopisk niveau. Men ordet kemi bruges negativt og ting, der lyder kemiske lyder farlige. Siger man “kemiske stoffer,” så er der straks associationer til gift, industrielt affald, syge børn og alt muligt andet skidt, og det er derfor nemt at vinkle en historie til at appellere til frygt; og klik.

Tag for eksempel dihydrogenmonoxid. Dette stof bruges over alt i  industrien, eksempelvis til at køle atomreaktorer. Derudover bidrager det til drivhuseffekten, erodere miljøet og fremmer korrosion og rust. Man kan påvise betydelige koncentrationer af dihydrogenmonoxid i fødevarer og i helt normalt drikkevand. Bør vi sætte ind over for brugen af dihydrogenmonoxid?
Dihydrogenmonoxid betyder to hydrogen og et oxygen, også skrevet som H2O – dvs. vand. Måske ikke så farligt alligevel? Ved at bruge en teknisk betegnelse og lave negative associationer er det let at vække vores irrationelt frygt for ting, der lyder “kemiske.”

Groft sagt findes der farlige ting og ikke-farlige ting. På samme måde findes der, groft sagt, farlige stoffer og ikke-farlige stoffer. Forskellen ligger i hvilke stoffer vi taler om.

Hvad befolkningen bør vide om farlig kemi

Hvis man skal lave en artikel om “farlig kemi,” så bør man som et minimum sætte sig ind i, hvilke kemiske stoffer, som er farlige. Derefter må man sætte sig ind i, hvordan de er farlige: Hvilken sammenhæng der er mellem de pågældende stoffer og forskellige helbredsmæssige symptomer og lidelser. Til slut bør det også indgå, hvad den reelle risko rent faktisk er. Hvor optræder stofferne og hvor reaktive er de, det vil sige, hvordan reagerer de i kroppen? Alle stoffer er farlige, hvis man får for meget af dem (det er det, som ligger i for meget). Derfor bør man også vide hvor meget, der er for meget. Hvad siger forskningen om grænseværdier?

Det er ikke sådan, at der ikke bliver lavet denne type journalistik (se f.eks. denne artikel fra DR), men disse artikler har desværre en tendens til at drukne i artikler og kommentarer, som appellere til irrationel intuitiv forskrækkelse for ordet kemi frem for at bringe brugbare fakta.

En anden ting man også gerne så undladt er konspirationshistorier, der fremstiller kemikere som skrupelløse mennesker, hvis eneste mål er at putte skadelige stoffer i så mange produkter som muligt (helst rettet mod børn). Kemikere er ikke andet end folk, som er uddannede i læren om stoffer og deres egenskaber – hverken iboende gode eller onde.

At der skulle være en kemi-lobby i EU, som arbejder for flere skadelig stoffer, er et paranoidt udsagn. Det er som regel kemikere og biokemikere, der påpeger de sundhedsmæssigt farlige stoffer i vores hverdagsprodukter. Det skal ikke benægtes, at der er lobbyister, der arbejder for, at farlige stoffer fortsat må bruges i produktion af diverse produkter. Man må huske på, at der er en grund til, at de farlige stoffer bruges i produktion i første omgang. Denne grund er, at det enten gør produktionen nemmere, at et givent produkt ikke kan produceres uden, eller at de helbredsmæssigt farlige stoffer har en positiv egenskab, som f.eks. brænd-hæmmende kemikalier (advarsel: ild er sundhedsskadeligt).
“Kemi”-lobbyen er dog ikke en samling kemikere, som vil have giftige stoffer for kemiens skyld. Det er derimod de personer, som har interesse i, at deres produkter ikke forbydes, eller at deres produktion ikke skal igennem en dyr omstilling, hvis pågældende stoffer bliver forbudt. Med andre ord: Det er investorerne i industrien, som har penge at tabe.

Brug for mere saglig fremlægning af kemi

Dette indlæg må ikke ses som et argument imod de, som råber op om faren ved mange af de farlige stoffer, der findes i hverdagsobjekter. Intentionerne er gode i de fleste tilfælde. Problemet ved denne form for historiefortælling, som appellerer til intuitive frygt for “kemi”, er dog, at de reelle problemer omkring farlige stoffer drukner i den irrationelle frygt. Diskussionen vi må tage, er ikke om kemi er farlig, men om hvorvidt de positive egenskaber vi får ved at bruge bestemte stoffer i produktion m.m., vægter højere, end de negative konsekvenser de har helbredsmæssigt.

Man kan selvfølgelig affeje min kritik med, at det vigtigste er at få budskabet igennem, og dæmmet op for brugen af farlige stoffer. Hvis det så kræver en appel til frygt for at få vækket befolkningen, så retfærdiggøres dette af målet. Jeg er ikke enig heri.

Ved ikke at være præcis omkring hvilke stoffer, som er farlige, og hvordan de giver problemer, men i stedet bliver ved med at komme med forslag som lyder “forbyd kemi“, er det nemlig nemmere at affeje advarslerne som usaglig kritik, for dem, der ønsker at beholde de farlige stoffer i produktionen. Irrationel appel til frygt for alt, der lyder kemisk, er kun med til at udviske opfattelsen af, hvad de farlige stoffer er, og hvordan man begrænser dem.

Vi – befolkningen – bør i stedet have bedre viden om de specifikke stoffer, som er farlige, så vi kan forlange, at brugen af disse stoffer mindskes i produktion af dagligdags genstande. Har vi denne viden, kan vi stille oplyste krav, som gør en forskel, i stedet for f.eks. at kræve dihydrogenmonoxid forbudt i drikkevandet. Når der er reelle problemer med farlige stoffer i dagligdags-ting, som artiklen i The Lancet påpeger, så behøver man ikke være bange for at præsentere fakta herom, i stedet for at appellere til laveste fællesnævner: Intuitiv frygt. Uden præcision af hvad og hvordan, går de, som har interesse i fortsat at bruge farlige stoffer i produktion fri.

---

^{[1] Grandjean, P. & Landrigan, P. (2014). Neurobehavioural effects of developmental toxicity. The Lancet Neurology vol13(3).}↩
^{[1] Økologi eller ej – du kan ikke undgå farlig kemi. dr.dk. 15. Feb. 2014.} ↩
^{[3] De stoffer som Grandjean og Landrigans review (se [1]) fremhæver som “nye” farlige stoffer er: Hydrogenphosphide, Ethyl chlorid, Acetamiprid, Amitraz, Avermectin, Emamectin, Fipronil (Termidor), Glyphosate, Hexaconazole, Imidacloprid, Tetramethylenedisulfotetramine, og 1,3-butadiene.} ↩