Den store nyhed for lidt over tre uger siden, som helt sikkert ikke gik mange forbi, var et forbud mod lakridspiber fra EU. Sociale medier, såsom Facebook, eksploderede med kommentarer og latterliggørelser af sagen. Det viste sig dog, at sagen var blevet fremlagt forkert, og at der reelt ikke var noget sådant forbud fra EU. Hele denne affære kan se uinteressant ud i dag, men der er alligevel noget at lære af lakridspibe-affæren, som ikke handler om lakrids med krymmel.

Lad os kort opsummere hvad det hele handlede om. Sagen handlede nemlig ikke om forbud mod lakridspiber i særdeleshed, men derimod om et generelt forbud mod slik og lignende udformet som tobaksprodukter, der bliver markedsført til børn.[1]

Rationalet bag dette er, at hvis børn lære at associere tobak med noget positivt – såsom slik – vil det øge sandsynligheden for, at de begynder at ryge senere i livet. Det er dog ikke, hvorvidt dette udsagn passer eller argumenter for og imod et forbud, det skal handle om her, men derimod hvordan lakridspibe-affæren opstod i nyhedsmedierne.

Nyheden blev første gang bragt i en artikel på netavisen Altinget.dk d. 28. august.[2] Selvom overskriften specifikt refererede til lakridspiber, beskriver artiklen den egentlige baggrund for EU-direktivet, og giver eksempler på andre former for slik, der imiterer tobaksvarer. Af visse årsager, måske fordi lakridspiben er et mærkeligt og meget kendt stykke slik, er det netop denne, der bliver bidt fast i.

Historien bliver sendt til Ritzau, og derfra videre til de forskellige landsdækkende medier. Berlingske og Ekstra Bladet [3] havde artikler online næste morgen, d. 29. oktober, der i forsimplet form refererede artiklen fra Altinget.dk, komplet med samme citater, pointer og endda nøjagtig samme overskrift: ”EU vil forbyde lakridspiber.” Herfra begyndte historien at tage om sig – ikke mindst fordi historien blev delt på social medier.

Jyllands-Posten rapporterer udtalelser fra forskellige politikere, og kan berette, at politikerne har ”raset hele morgnen” over EU på deres Twitter- og Facebook-profiler.[4] Danmarks Radio rapporterer folkets reaktion på Facebook med kommentarer taget direkte fra Facebook.[5] Dommen er klar: EU er gået for langt og er til grin.

Metroexpress har fået en kommentar fra Dansk Folkepartis EU-ordfører, Pia Adelsteen, som siger:

”Hvis sundhedsminister Astrid Krag (SF) ikke af egen drift gør det tindrende klart over for EU’s ministerråd, at Danmark under ingen omstændigheder kan accepterer et forbud mod lakridspiber, vil Dansk Folkeparti ikke tøve med at hive ministeren i samråd.”[6]

Astrid Krag kan dog forsikre – skriftligt, direkte til Metrotroexpress – at hun bestemt også synes, at det er latterligt, og forsikrer, at det ikke er en del af direktivet fra Ministerrådet.[6]

Der synes imidlertid at være en detalje, som blev overset her: At det nævnes, at det ikke er en del af EU-direktivet. Der er på dette tidspunkt ingen, der har tjekket op på, hvad forslaget rent faktisk går ud på. Ingen medier har på dette tidspunkt præsenteret fakta om EU-direktivet. I stedet har man har fået udtalelser og fordømmelser fra et stort antal politikere – og endda fra Claus Elming [7], Søren Ryge og Don Ø.[8] Man kan roligt sige, at der gik totalt selvsving i den historie.

Det er først efter dette, i løbet af eftermiddagen, at sagen om lakridspibe-affæren viser sig ikke at være noget alligevel. Nyhederne på dr.dk kan berette, at en ”EU ansat beroliger danskerne”[9] om, at lakridspiberne ikke er truede:

”Men historien er kort og godt en and, fastslår presse- og informationschef Jens Ring fra Europa-kommissionens kontor i København. – Der står intet om lakridspiber i det omdiskuterede direktiv, understreger han. EU-direktivet, som han refererer til, stammer fra 2012 og handler om, hvordan myndighederne kan forhindre børn og unge i at ryge.”[9]

Altinget.dk følger dagen efter (d. 30. august) op på deres oprindelige historie [10], hvor de uddyber, at der blot var tale om et forslag fra et udvalg, og at ingen beslutninger endnu var truffet eller behandlede. De bringer dog i samme artikel en kommentar fra Bendt Bendsten fra De Konservative, som advarer mod, at direktivet vil have indført forbud mod lakridspiber. Dette var der dog ikke nogen medier, som gik videre med.

Sagen syntes at være blevet forklaret, og det viste sig, at det slet ikke var en nyhed, vi havde med at gøre. Alligevel nåede historien at blive kørt helt ud af proportioner, og en decideret folkebevægelse var under opsejling. Som det fremgår af ovennævnte beskrivelse, var der ingen grænser for, hvem den danske journaliststand syntes skulle spørges om deres holdning til den sag, og som resultat fik vi både politikeres og andre kendissers holdninger til et forbud mod lakridspiber. Alt sammen på trods af, at et sådant forbud aldrig var aktuelt.

Det kan undre, at ingen medier eller journalister i løbet af dagen forsøgte at få fakta på plads omkring, hvad det var, der stod i direktivet fra EU – eller hvilken status det havde i forhold til at blive vedtaget. Ingen forsøgte at sætte sig ind i, hvad der stod i direktivet. Det til trods for, at der ikke er tale om et hemmeligt dokument – tværtimod, dokumentet er offentligt tilgængeligt (link). Direktivet er heller ikke nyt, for det har, som tidligere nævnt, været ude siden 2012.

Der er ingen undskyldning for, at der ikke var nogen journalister, der satte sig ind i fakta omkring denne sag. At bruge tid på at få fat i Don Ø for at få hans mening om lakridspiber, frem for at bruge de få minutter, det ville have taget at google direktivet fra EU og efterfølgende læse det, må ikke bare karakteriseres som umådelig dårlig prioritering, men også som umådelig dårlig journalistik. Det er intet mindre end pinligt så meget selvsving de danske medier kan gå i, uden nogen forsøger at udføre et reelt baggrundscheck af fakta – noget som en otteårig uproblematisk kunne have klaret blot med en søgning på Google. Det gælder både journalister og redaktører på alle landets aviser, som alle ser ud til at være mere interesserede i at få kommentarer fra celebrities (eller hvad man nu vil kalde Don Ø) end i at bedrive folkeoplysende journalistik – eller i det mindste bare at tjekke op på de historier, de får præsenteret.

En anden ting er, at efterhånden som nyheden blev gentaget på de forskellige netaviser, blev den mere og mere forsimplet. Fra den første artikel på Altinget.dk, hvor lakridspiber blev nævnt som eksempel, endte det hele med at handle om diverse personers holdninger til lakridspiber og foragt for EU – ting, der intet havde at gøre med det egentlig direktiv, som det hele oprindeligt handlede om.

Lakridspibe-sagen er desværre kun ét eksempel på hvad man vel kunne kalde overfladisk journalistik – både når det kommer til indhold og research. Det var nøjagtig det samme, vi så tidligere i forhold til en fuldstændig ukritisk skræmmekampagne i mod HPV-vaccine i BT. Alle fakta var offentligt tilgængeligt og endda lette at finde, men blev alligevel ignoreret til fordel for udtalelser fra folk, der ikke var eksperter.

Det er selvfølgeligt vigtigt at få udtalelser fra relevante personer i en hvilken som helst sag, men hvis det journalistiske arbejde bag historier udelukkende består i at få personlige meninger fra folk, så bliver journalistik ikke til andet end en ukritisk viderebringning af bestemte gruppers holdninger og meninger. Og når det så er noget så irrelevant som folks mening om lakridspiber, journalisterne bruger tid på at få fat i, hvor er journalistisk integritet så på vej hen? Eller rettere, hvor blev den af?

Problemet med denne ukritiske journalistisk er, at den giver magt til de, som planter historierne, og de, som kan vinde billige point på at komme med lette udtalelser. Eksempelvis når Astrid Kragh skriver til Politiken.dk:

”Jeg tror ikke, at saltbomber gør folk til terrorister. Og lakridspiber er næppe heller forklaringen på, at vi har så mange rygere. Så lad os se om ikke det går an, at beholde lakridspiben på markedet.”[11]

Selvfølgelig er lakridspiber ikke årsagen til, at der er mange rygere, men derfor kan det godt være en faktor, der i nogle tilfælde medvirker til, at folk begynder at ryge. Hvad der er af evidens for eller imod denne påstand, var der ingen, som tog fat i. Det er rene non-argumenter, der bliver præsenteret i det citat – en nedskydning af en stråmand. Det får dog lov at stå uudfordret, fordi samme artikel har travlt med at bringe de mange andre yderst relevante kommentarer fra andre politikere om, hvad de synes, om det forbud af lakridspiber, der i sidste ende aldrig var aktuelt.

Konklusionen er klar: Danske journalister, og de danske nyhedsmedier i det hele taget, bør tage sig utroligt meget mere sammen i deres baggrundscheck og formidling af nyheder – altså i deres journalistik.

---

_{[1] Draft Opinion of the Committee on Agriculture and Rural Development, for the Committee on the Environment, Public Health and Food Safety: On the proposal for a directive of the European Parliament and of the Council on the approximation of the laws, regulations and administrative provisions of the Member States concerning the manufacture, presentation and sale of tobacco and related products. (9.4.2013).}↩
_{[2] http://www.altinget.dk/artikel/eu-vil-forbyde-lakridspiber}↩
_{[3] Berlingske: http://www.b.dk/nationalt/eu-vil-forbyde-lakridspiben – Ekstra Bladet: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article2080120.ece}↩
_{[4] http://jyllands-posten.dk/politik/ECE5883794/usikkert-om-lakridspiben-skal-doe?ref=lokalavisen}↩
_{[5] http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/08/29/103632.htm}↩
_{[6] http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/24957211?utm_source=news.dk&utm_campaign=jubii&utm_medium=link}↩
_{[7] http://www.bt.dk/danmark/elming-om-lakridspibe-forbud-saa-maa-vi-hamstre}↩
_{[8] http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article2080339.ece}↩
_{[9] http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/08/29/142747.htm}↩
_{[10] http://www.altinget.dk/artikel/op-og-ned-i-lakridspibesagen}↩
_{[11] http://politiken.dk/tjek/forbrug/tjekmad/ECE2061876/lakridspibe-direktoer-jeg-troede-foerst-det-var-en-vittighed/}↩