Er folketinget for akademisk?

I radioavisen i mandags (d. 26.08.13) var der, i forbindelse med studiestart på universiteterne, et indslag om, hvorvidt folketinget er blevet for akademisk. De politiske partier brugte studiestarten til at rekruttere nye medlemmer til partierne. Problemet er, lyder kritikken, at de politiske partier allerede har en stor andel af akademikere, som er langt større end i befolkningen generelt. De burde i stedet rekruttere nye medlemmer fra andre samfundslag.

Kritikken kommer fra tænketanken Cevea.[1,2] I forbindelse med folketingsvalget i 2011 kiggede de på de opstillede kandidaters uddannelsesmæssige baggrund. 45 % af de opstillede kandidater havde en akademisk uddannelse, hvorimod kun 7 % af den samlede befolkning har samme baggrund.[1] Var der en skævvridning i uddannelsesmæssig baggrund blandt de opstillede kandidater, så var den endnu større blandt de kandidater, der efterfølgende blev valgt: 68 % af folketingsmedlemmerne har en videregående uddannelse.[1] For to partier, Enhedslisten og Liberal Alliance, har 100 % af medlemmerne i folketinget – dvs. alle – begyndt eller afsluttet en videregående uddannelse.[2] Selv partiet med den laveste andel af akademikere i folketinget, Dansk folkeparti, har en større andel af akademikere end den generelle befolkning.[2]

Konklusionen på Ceveas notater er klar: Akademikere er overrepræsenterede i folketinget og dette er et demokratisk problem. Folketinget repræsenterer nemlig ikke længere befolkningen. Den veluddannede elite har taget magten. Løsning: de politiske partier bør opstille og inkludere flere kandidater uden akademisk baggrund.

I forrige post om ideen bag Abernes Blog beskrev vi, at denne blog udsprænger af, at der er noget galt i dansk politik. Skyldes dette at politik er blevet for akademisk? Er løsningen flere ikke-akademiske politikere? Det mener vi ikke. Tværtimod – folketinget er ikke akademisk nok!

Klassekamps-tesen

For det første følger den konklusion, at kandidater bør afspejle befolkningens sammensætning ikke ud fra det statistiske materiale omkring folketingets og folketingskandidaternes uddannelsesmæssige baggrund. For det andet er det ikke givet, at dette leder til bedre demokrati. Las os gennemgå rationalet bag ovenstående konklusion.

Den implicitte antagelse er, at forskellige befolkningsgrupper har forskellige fælles interesser og mål. Akademikere, som befolkningsgruppe, har ét sæt interesser som de og kun de forfølger, og arbejderklassen har et andet sæt interesser. Da forskellige grupper har forskellige interesser, vil det unægteligt føre til en interessekonflikt. Dette er den (for akademikere) velkendte klassekamps-tese.

Følger man denne antagelse, er det klart, at overrepræsentation af én befolkningsgruppe i folketinget, vil føre til politik i selv samme befolkningsgruppes interesse på bekostning af andre gruppers interesser.
Problemet er bare, at klassekamps-tesen ikke har korrespondance i virkeligheden. Tag f.eks. Ceveas data: Disse viser, at for alle partierne, på nær Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti, så var omtrent halvdelen af de opstillede kandidater til folketingsvalget akademikere.[1] Det høje antal akademikere er en tendens, der går på tværs af det traditionelle politiske skel mellem højre og venstre. Hvis vi tager de to partier, hvor alle medlemmer i folketinget havde, eller havde påbegyndt, en videregående uddannelse, Enhedslisten og Liberal Alliance, så er det vist i orden at påstå, at de har forskellige politiske dagsordener. At længden af uddannelse skulle diktere politiske holdninger eller interesser synes ikke at være underbygget.

Cevea underbygger deres pointe med reference til en undersøgelse, der viser at ”70 pct. af danskerne mener, at demokratiet fungerer bedst, hvis de folkevalgte har samme baggrund som dem selv.”[2] Hvis ikke andet, så kan dette vel bruges som argument for, at folketingets demografiske sammensætning bør afspejle befolkningen?

Det er velkendt at respondenter på meningsmålinger ofte giver udtryk for én ting, men i virkeligheden gør noget andet. Ceveas data viser, at 45 % af dem, der stillede op til folketinget i 2011 var akademikere, hele 68 % af de, som blev valgt til folketinget var akademikere, men kun 7 % af hele befolkningen er akademikere. Det viser sig, at størstedelen af ikke-akademikere har stemt på akademiske kandidater frem for ikke-akademiske kandidater. Hvis ikke-akademikere stemmer på dem, som de mener tjener deres egen interesse bedst, og hvis de mener, at deres egen interesse er bedst repræsenteret af folk med samme uddannelsesmæssige baggrund, så ville den observerede fordeling ikke forekomme.

Derudover følger det ikke, at det folk tror fungerer bedst nødvendigvis reelt er bedst. At flertallet tror, at demokratiet fungerer bedst, hvis de folkevalgte har samme baggrund som dem selv, betyder jo ikke, at det reelt er tilfældet – heller ikke i et demokrati.

Det faktum, at politikeres uddannelsesniveau ikke matcher befolkningens, siger reelt intet om, hvilke politikere, der bedst tjener visse befolkningsgrupper, eller demokratiet i det hele taget. Repræsentativitet er jo ikke nødvendigvis lig med godt. Den eneste måde dette kan vurderes på, er ved at se på konsekvenserne af de politiske forslag, som forskellige politikere fremfører og står for. Om en politiker er god eller ej må komme ned til den politik, vedkommende fører, og de argumenter vedkommende giver herfor.

Ensidige akademikere

Som sagt er vi ikke nødvendigvis uenige i, at folketingets sammensætning er problematisk. Der er bestemt grund til at være kritisk over for, at folketinget får en alt for homogen sammensætning af akademikere – men ikke ud fra nogle af de grunde som vi finder i ovenstående notater.

Ceveas fremstiller i deres argumentation, at problemet med ”[…] at de politiske partier opstiller 45 pct. akademikere til folketingsvalget er, at den erfaring og de perspektiver, som folketingskandidaterne besidder, bliver enormt ensidet”[1], i særdeleshed fordi ”[…] mange akademikere ikke kommer ned fra elfenbenstårnet og erfarer, hvordan verden hænger sammen.”[2] Der præsenteres dog ingen data, som understøtter at akademikere i folketinget er en homogen gruppe, eller for den sags skyld anderledes fra andre i folketinget. Ceveas notater siger absolut intet om beslutningsprocesser eller hvem, akademiker eller ej, der får vedtaget hvad. Konklusionen er udelukkende holdningsbaseret. Alligevel får de det til at fremstå som om, at akademikere er inkompetente og ude af trit med virkeligheden.

Måske burde vi se nærmere på hvilken type akademikere, der kommer i folketinget, i stedet for at reducere debatten til at handle om akademiker eller ej. Faktisk kan det ikke overraske, at der er en høj repræsentation af akademikere i folketinget. Flere uddannelser, f.eks. statskundskab og forvaltning, er uddannelser rettet mod en karriere inden for politik og offentligt embede. Dertil kommer, at mange med interesse i politik formentlig vælger at specialisere sig i fag, der omhandler samfundsmæssige forhold, såsom sociologi, samfundsfag eller jura.

Det er forventeligt, at de, der har tilegnet sig viden om samfundsmæssige forhold, f.eks. gennem uddannelse, som udgangspunkt vil være bedre kvalificeret til at træffe beslutninger om samfundsmæssige forhold, end folk, der ikke har. En håndværker ved ganske rigtigt mere om sit fag end en samfundsvidenskabelig akademiker, men den samfundsvidenskabelige akademiker ved med al sandsynlighed mere om den sociale-, økonomiske-, og samfundsmæssige kontekst, som håndværkeren og dennes fag befinder sig i.

Akademikere er ikke nødvendigvis dårlige eller verdensfjerne beslutningstagere. Akademikere er i det hele taget ikke nogen specielt homogen gruppe, og man kan derfor ikke så nemt lave brede generaliseringer om dem. Det man kan sige om akademikere helt generelt er, at de har en boglig baggrund, og det er næppe i sig selv diskvalificerende, eller specielt sigende, idet akademisk uddannelse ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at man har en uddannelse, der kun er boglig.
For at kunne sige noget om hvorvidt akademikerne i folketinget er kompetente beslutningstagere eller ej, giver det god mening at se på, hvem akademikerne i folketinget er, og hvilken akademisk baggrund de har.

Hvem er akademikerne i folketinget?

I Ceveas notater sætter de akademiker lig med gennemført, eller påbegyndt videregående uddannelse.[1,2] Dette er på sin vis ikke forkert, men det er en forfladigelse af hvad betegnelsen ”akademia” dækker over. Akademia var oprindeligt en betegnelse for akademiet i antikkens Athen, men blev især i oplysningstiden brugt til at beskrive de mennesker og institutioner, som stod for videnskab og fremskridt. Det refererede til en indstilling, hvor man vægtede oplysningsværdier, såsom vigtigheden af rationelle argumenter, videnskabelig metode og ikke mindst oplysningstidens store idé: Humanisme.

Dette er desværre ikke, hvad der nødvendigvis forstås ved en akademiker i dag. At fremføre rationelle argumenter samt at få en grundlæggende forståelse af videnskabelig metode, er desværre noget, som på mange uddannelser på universitetet, og andre uddannelsesinstitutioner i det hele taget, ikke undervises fyldestgørende i.

Netop her ligger et afgørende problem. En stor del af de ”akademiske” folketingskandidater er uddannede til netop at begå sig i det moderne politiske miljø, hvor fokus ligger på retorik og brug af medier.[3] Problemet er ikke, at folketinget er for akademisk, men at politikerne er blevet for strømlinet. Dette gælder ikke kun for politikere med længere uddannelsesmæssig baggrund, men også for dem uden. I stedet for at at bruge deres kompetencer til at skabe nye indsigter og føre saglige diskussioner, bliver unge politikere ”strømlinet” og skubbet ind i en tankegang, hvor fokus ligger på retorik, taktisk spil, spin samt at begå sig i medier, frem for at dyrke egentlige akademisk tanke og adfærd i form af rationel argumentation og eksamination af evidens. Folketinget er ikke for akademisk, men for strømlinet.

Der er ikke nødvendigvis brug for flere folketingskandidater uden videregående uddannelse, for disse vil ikke nødvendigvis agere mindre strømlinet end akademiske politikere. Hvad der er brug for er flere politikerer, som udviser egentligt akademisk adfærd – dvs. fremfører argumenter og evidens, i stedet for primært at fokusere på retorik og spin.

At fremføre argumenter og evidens er ikke noget, som er begrænset til bestemte befolkningsgrupper – hverken akademikere eller ufaglærte. Det er ikke noget, som er bundet op på en bestemt ideologi, eller som kun tjener visse befolkningsgruppers interesser. Selvom det er noget, der ganske rigtigt undervises i på universiteterne (desværre ikke altid), så er det et basalt værktøj, som alle kan bruge – på samme måde som alle kan bruge en hammer uden at være uddannet tømrer.

I stedet for at problematisere den demografiske skævvridning i folketinget som en klassekamp mellem ”de uddannede” og “de uuddannede”, bør vi problematisere, at politik handler om spin og taktik. Der burde i stedet blive blæst til ”klassekamp” mellem rationalister/humanister og medietrænede retorikere.


[1] Sørensen, A.T. & Strandgård, P.B.: 365 akademikere og én kloakmester. Publiceret d. 09.01.12. Cevea. (http://www.cevea.dk/analyse/365-akademikere-og-kloakmester)
[2] Steen, J.J.: De uddannede sidder på magten. Publiceret d. 13.09.11. Cevea. (http://www.cevea.dk/analyse/uddannede-sidder-paa-magten).
[3] Notaterne fra Cevea nævner desværre ikke noget om specifik akademisk baggrund og vi har ikke kunne finde andet data herom før deadline. Ud fra hurtig gennemgang af partiers hjemmeside vil vi dog vurdere at der er en tendens til, at den uddannelsesmæssige baggrund er inden for politik, journalistik og social/samfundsvidenskab.

2 thoughts on “Er folketinget for akademisk?

  1. Argumentation i dette opslag forekommer mig at halte et par steder, selv om der er flere gode pointer.

    For det første anvender I ordet “akademiker” i to forskellige betydninger, hvilket I sikkert godt er klar over. (Mikkel står som skribent, men jeg antager at I har skrevet opslaget sammen.) Den ene betydning af ordet er rent formel: Man er akademiker, hvis har påbegyndt eller afsluttet en akademisk uddannelse. Den anden er normativ: Man er akademiker — eller rettere; akademisk — hvis man tænker og handler i overensstemmelse med akademiske normer fra Oplysningstiden. Det er i den sidste betydning I efterlyser et mere akademisk folketing og samtidig mener I, at alle uanset uddannelsesbaggrund kan være akademiske på denne måde. Dermed kommer jeres pointe ikke i logisk modsigelse med Ceveas om folketinget er for verdensfjernt. Og man kan argumentere for at Ceveas pointe er stort set den samme som jeres. Deres brug af ordet “elfenbenstårn” er lige så normativt (men negativt) som jeres “akademisk”. De taler om at formelt akademiske politikere ikke “erfarer, hvordan verden hænger sammen.” Erfaringen af hvordan verden hænger sammen er vel netop en form for evidens.[1] Jeres pointe om at folketinget måske er for homogent sammensat af politikere der er “akademikere” i ordets formelle betydning, men ikke “akademisk tænkende” i den normative; den er efter min vurdering god. Som I skriver er disse politikere i stedet strategisk tænkende og det er måske fordi de fleste af dem har formelt akademiske uddannelser, der handler om retorik, strategi og medietække. At dette er et problem kan vi sagtens blive enige om.

    For det andet er det ganske enkelt ikke rigtigt at de 45 % opstillede akademikere vs. de 68 % valgte indikerer at vælgerne betragter akademikere som deres bedste repræsentanter. De fleste partier opstiller deres kandidater i prioriteret rækkefølge, hvilket betyder at en stemme på partiet går til den højst prioriterede kandidat der endnu ikke har fået stemmer nok til at komme i folketinget. Vælgerne har ikke nødvendigvis stemt personligt på akademikere; mange vælgere synes ikke det er besværet værd at finde netop den person de vil stemme på. Hvis partierne har en tendens opstille akademikere som højst prioriterede, vil disse blive endnu mere overrepræsenterede i folketinget end de var på stemmesedlerne, alene fordi mange ikke stemmer personligt.

    [1] Der er blot tale om førstehåndsempiri vs. systematisk indsamlet videnskabelig empiri. Og heri er der en afgørende diskussion om hvordan man bedst kommer til at forstå forskellige samfundsproblemer. Den kunne I tage op i jeres næste opslag! Cevea har, tror jeg, med al sandsynlighed en pointe med hensyn til at akademikere statistisk set sjældent har førstehåndserfaring med sociale problemer såsom vold og misbrug af alkohol og stoffer, samt de økonomiske problemer en enkelt persons misbrug kan give en hel familie. Og dog må jeg erkende at jeg har belæg for den påstand.

    • Det du skriver om forskellige betydninger af ordet akademiker er selvfølgelig rigtigt, og også netop pointen, der laves i indlægget: At den formelle betydning af ordet akademiker er en “forfladigelse” i forhold til, hvad den var engang/burde være. Som der står:
      “Dette [den traditionelle og normative forståelse af ordet] er desværre ikke, hvad der nødvendigvis forstås ved en akademiker i dag.”

      At Cevea er enige i den pointe, at der er for mange medieorienterede folk i folketinget virker slet ikke usandsynligt. I modsætning til os ser det dog ud som om, at man hos Cevea ser det som et problem, at der er stor overvægt af akademikere i folketinget, alene af den grund, at det er skævt i forhold til den brede befolkningen. Pointen i dette indlæg er blot, at det ikke nødvendigvis er dårligt med et folketing, der har en stor andel af akademikere, men at vi hellere skulle fokusere på det mere centrale spørgsmål, som er hvad politikerne egentlig står for. En anden pointe er, at det er forfejlet at fokusere på denne skævhed, som om den betyder, at eliten har taget magten fra de mindre uddannede. Vi har et demokratisk valg, og hvis “eliten” har magten, har den jo, på én eller anden måde, fået den af befolkningen – også hvis de stemmer på et parti, der prioritere akademikere frem for ikke-akademikere.

      “For det andet er det ganske enkelt ikke rigtigt at de 45 % opstillede akademikere vs. de 68 % valgte indikerer at vælgerne betragter akademikere som deres bedste repræsentanter.”
      Ups. Det står der heller ikke nogen steder i indlægget. Det, der står er: “Hvis ikke-akademikere stemmer på dem, som de mener tjener deres egen interesse bedst, og hvis de mener, at deres egen interesse er bedst repræsenteret af folk med samme uddannelsesmæssige baggrund, så ville den observerede fordeling ikke forekomme.”
      Den er altså god nok – hvis de 93 % af befolkningen, der ikke er akademikere stemte på folk med samme uddannelsesmæssige baggrund som dem selv, så ville vi jo ikke se denne fordeling.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s