I forrige indlæg skrev jeg om, hvordan alle former for overbevisning kan kaldes tro, men at dette samtidigt er et forsimplet sprogspil, som totalt ser bort fra de essentielle forskelle i, hvordan man når frem til sin “tro”. At kalde alle former for overbevisninger for tro, uanset om der er tale om videnskabelige viden eller religiøs tro, bliver i særdeleshed brugt af folk som prøve at invaliderer videnskabelig viden, eller i hvert fald bare argumentere for, at religion også har ret som vidensform.

Et konkret eksempel er en artikel skrevet af idéhistoriker Jørgen Karlsen (som også er medlem af Etisk Råd) på dr.dk. Den centrale pointe i Karlsens artikel er, at religion er alle steder, for selve det at have overbevisninger om ting, er at tro.

Dybest set abonnerer alle sider af samfundslivet og menneskets tilværelse på en religiøs dimens[i]on.

Spørgsmålet er derfor ikke at udstille religiøsiteten som noget særegent og bemærkelsesværdigt. Det drejer sig tværtimod om at indse, at et liv ikke kan leves uden en trosdimension.

Og teologisk betragtet er denne trosdimension af religiøs karakter.

Argumentationen er simpel:

1. Videnskabelig viden (og religion) bygger begge på tro.
2. At have tro er af religiøs karakter.
3. Videnskab er derfor af religiøs karakter (videnskab er religion)
4. Religion har samme validitet som videnskabelig viden, for det er i sidste ende det samme.

Første punkt er det sprogspil som jeg afviste i forrige indlæg: Videnskabelig viden og religiøs tro er kun det samme, hvis vi ser bort fra forskellen. Det hele kommer ned til, hvordan vi kommer frem til vores overbevisninger. Men det er er ikke kun forvirring omkring “videnskabelig tro” og overbevisning, som denne argumentation lider af. Der er også en forvirring omkring “religiøs tro” og overbevisning. Der er også et problem med skridt nummer to ovenfor.

Religiøs tro er ikke det samme, som at have en overbevisning. På samme måse som der er visse kriterier, der skal være opfyldt for, at vi kan sige at tro er baseret på videnskab (påstande skal være plausible og have evidens), er der også kriterier for, hvornår noget er religiøs tro, modsat det bare at have en generel overbevisning. Disse kriterier er defineret af religionerne.

Målet for om noget er rigtig tro fra et religiøst perspektiv er, hvorvidt det er i overensstemmelse (eller i hvert fald ikke i uoverensstemmelse) med religionen. Vigtigt at lægge mærke til er, at kriteriet for om noget er religiøs tro ikke er, hvorvidt det man tror er korrekt i den objektive forstand. Man kan tro, at Gud skabte Jorden på seks dage, hvilket er forkert i forhold til den verden vi befinder os i, men er korrekt, hvis vi tager Bibelen bogstaveligt som vores religiøse reference. Man kan også tro at man skal ‘elske sin næste’, hvilket igen er korrekt hvis vi læser Biblen, men også er korrekt ifølge mange andre etiske overbevisninger. Det er ikke at have en “religiøs dimension” at have overbevisninger om verden – kun hvis overbevisningerne er i overensstemmelse med de overbevisninger som foreskrives i religiøse tekster og udestedes af religiøse autoriteter.

Jeg kan for eksempel tro mange ting om Jesus: At han er Guds søn, at han var en almindelig tømre fra Nazareth, eller at han var en selskabstømmer fra Nakskov. Hvis man følger den kristne trosbekendelse så er den første overbevisning korrekt, hvorimod de to andre overbevisninger er forskellige grader af forkert. Alt “tro” er altså ikke religiøs tro. Teologisk set (for at parafrasere ovenstående citat) er det forkert at påstå, at Jesus er en selskabstømmer fra Nakskov, for det strider mod hele grundantagelsen i kristendommen – nemlig at Jesus er Guds søn, som levede i Nazareth for 2000 år siden. Der er kriterier for, hvornår “tro” er religiøs tro, versus bare at være en generel overbevisning.

At kalde alle betydninger af ordet tro for religiøs tro, er nøjagtigt det samme som i Holbergs Erasmus Montanus: En sten kan ikke flyve, lillemor kan ikke flyve, ergo må lillemor være en sten. Fællestræk betyder ikke at det er same fænomen vi taler om. Konklusionen, at alle aspekter af tilværelsen er af religiøs karakter, er lige så korrekt, som at konkluderer, at alle ting som ikke kan flyve er sten.

Kort sagt, at tro, at Elvis lever, er ikke religiøs tro, men at tro, at Jesus er guds søn er religiøs tro. Punkt nummer to, i argumentationen ovenfor, er altså også forkert. Argumentet for at alle former for overbevisning og alle dele af tilværelsen har en “religiøs karakter” er funderet på to forkerte præmisser. Det er en falsk konklusion.

På samme måde som at man kan udvaske begrebet “tro” til at inkluderer alt, for dermed at være i stand til at lave overgeneraliseringer, kan man også få “religion” til at inkludere alt, men dermed mister religion sin mening. Det virker som om nogle, i jagten på at retfærdiggøre religiøs tro, er villige til at smide deres religion ud ad vinduet. De ender op med en mærkelig usammenhængende argumentation.