Begreberne ‘objektiv’ og ‘subjektiv’ er centrale og generelt meget anvendte begreber i diskussioner angående fakta, samt i vores diskurs i det hele taget: I alt lige fra politiske og videnskabelige diskussioner til uformelle samtaler over middagsbordet dukker de op. Men hvad betyder de egentlig? Har de en entydig og selvindlysende betydning?
Tilsyneladende antages det ofte, at disse to begrebers betydning er både entydig og selvindlysende – at uddybelse af hvad der menes med dem ikke er nødvendig. Som vi skal se, er dette imidlertid ikke tilfældet.

To forskellige betydninger

Roden til det meste af den forvirring, der opstår omkring begreberne ‘objektiv’ og ‘subjektiv’ er, at begge disse begreber har to vidt forskellige betydninger, og distinktionen mellem disse to betydninger overses ofte. Den ene betydning af begreberne er hvad man kan kalde en ontologisk betydning af dem, mens den anden er en epistemologisk betydning.[1] Oversat til almindelige termer kan det overordnet siges at der henholdsvis er en betydning af begge ord der relaterer sig til ”det værende” (ved ontologi forstås ”det værende”), og én der relaterer sig til vores erkendelse (epistemologi er læren om vores erkendelse).[2]

Den ontologiske betydning af begreberne kan siges at omhandle hvad vi beskriver, mens den epistemologiske betydning kan siges at omhandle hvordan vi beskriver noget. Når vi siger noget er objektivt i ontologisk forstand, så vil det sige at det er noget vi kan beskrive i tredje person – i termer, der ikke direkte relaterer sig til vores oplevelse: et regnestykke; en bold, der ryger i mål; en celle deler sig, etc.

At noget er subjektivt i ontologisk forstand vil derimod sige, at det omhandler det vi kan beskrive fra et førstepersonsperspektiv – det har med direkte bevidst oplevelse at gøre: oplevelsen af en bold der ryger i mål; oplevelsen af forelskelse; oplevelsen af farver, etc. Det er altså udtrykt i termer af et subjekts bevidste oplevelse.
Det er således eksempelvis et objektivt faktum, i den ontologiske betydning af dette ord, at en bold går i mål, og hvis du nu ser dette og eksempelvis oplever det som ærgerligt, er dette et subjektivt faktum i den ontologiske betydning af ordet ‘subjektiv’.

I den epistemologiske betydning af objektivitet og subjektivitet er disse to begreber hinandens modsætning: At en beskrivelse af noget er objektiv i epistemologisk forstand betyder grundlæggende, at beskrivelsen ikke er fordrejet eller “biased”, mens en subjektiv beskrivelse betyder det modsatte, nemlig at den er fordrejet, eksempelvis af personlige motiver og synspunkter.

Udtrykt mere simpelt: En objektiv beskrivelse er ganske enkelt en beskrivelse, der er sand, uanset hvem man spørger, mens en subjektiv beskrivelse ikke er sand. Begrebet ‘subjektivt faktum’, i den epistemologiske betydning af ordet ‘subjektiv’, er altså en oxymoron, da der ikke findes usande sandheder – det er logisk selvmodsigende. Der findes kun objektive fakta i den epistemologiske betydning af objektivitet – ellers er der ganske enkelt ikke tale om fakta. Vi kan dog sagtens tale om subjektive fakta i den ontologiske betydning af subjektivitet – hvis du eksempelvis oplever, at du er træt, er dette et subjektivt faktum om dig, og det er en objektiv beskrivelse af din oplevelse i den epistemologiske betydning af objektivitet. Kilden til forvirring omkring objektivitet og subjektivitet er ikke svær at få øje på.

Kilder til forvirring: Generaliserbarhed og uspecifikke spørgsmål

En almindelig protest mod ovenstående vil måske være noget i stil med følgende modeksempel: Der findes altså sandheder, der ikke er objektive. Tag nu bare eksempelvis påstanden: Michael Meyerheim er lækker. Sandt eller falsk? Jeg synes, at Michael Meyerheim er enormt lækker. Dette er ikke et objektivt faktum, men et subjektivt faktum, et faktum der gælder for mig, men ikke nødvendigvis for alle andre, og ergo er det subjektivt. Det er blot min præference.

Hvis du synes, at Meyerheim er flot, er det et objektivt faktum om din oplevelse (igen, ethvert faktum er objektivt i epistemologisk forstand, så vi kan reelt nøjes med blot at skrive faktum). Denne protest forveksler først og fremmest et generaliserbart faktum med et objektivt faktum. Dette er ikke det samme, men det er en almindelig forveksling. Ydermere er en kilde til forvirring, at der stilles et uspecifikt spørgsmål, hvilket ofte skaber forvirring i diskussioner omkring objektivitet og subjektivitet.

Om Meyerheim er lækker eller ej er et uspecifikt spørgsmål der overser, at ”lækkerhed” ikke er en intrinsisk egenskab ved mennesker, selvom vi måske oplever det sådan. Om vi oplever noget som lækkert eller ej afhænger groft sagt af, hvad der foregår inde i vores observerende hoveder, og det er derfor et upræcist spørgsmål om Meyerheim er lækker eller ej, for ifølge hvem er han lækker? Man kan stille klare spørgsmål angående hvor æstetisk Meyerheim generelt opfattes – man kan eksempelvis spørge om størstedelen af befolkningen finder Meyerheim lækker eller ej. Men om Meyerheim er lækker eller ej er blot et uspecifikt spørgsmål uden klar mening. Dette gør dog ikke en persons syn på Meyerheim subjektivt i epistemologisk forstand: Hvor lækker man finder Meyerheim er et faktum. Med andre ord, uanset hvem vi går ud og spørger, så ændrer det ikke ved, hvor lækker du synes han er (og selv hvis det gør, så er dit nye syn på Meyerheims æstetiske fremtræden stadig et objektivt faktum om din oplevelse).

En antagelse, der tilsyneladende ofte bliver lavet er, at subjektivitet i ontologisk forstand medfører epistemologisk subjektivitet: At vi kun kan tale fordrejet eller biased om vores subjektive oplevelse. Det følger imidlertid ikke. Vi kan tale om vores oplevelse lige så ufordrejet som vi kan tale om noget som helst – i sidste ende taler vi jo reelt altid kun om ting vi oplever i vores bevidste oplevelse, så hvis vi kan tale faktuelt om noget overhovedet, så kan vi også tale faktuelt om vores oplevelse.

Situeret viden

En anden protest, der kan rettes mod den påstand, at vi kan tale objektivt om noget som helst er, at vi altid er fordrejede og personligt motiverede på én eller anden måde, når vi beskriver noget, og at enhver beskrivelse, vi laver, ergo er subjektiv. Denne protest overser imidlertid, at hvorvidt en påstand er sand eller falsk ikke afhænger af, hvorledes den er opstået eller anvendes. Selvom nogle gør en opdagelse om verden med et bestemt motiv, eksempelvis at de skal lave et nyt våben til krig, så ændrer det ikke ved, at den opdagelse de har gjort er sand.

Lignende protester går noget i retning af, at vores viden altid er ”situeret” – vores viden findes et bestemt sted i verden, og ergo er den subjektiv. Igen gælder det samme svar, at bare fordi vores viden findes et bestemt sted i verden, i vores hoveder eksempelvis, så betyder dette ikke, at det ikke er reel viden – at vores beskrivelser af verden ikke er sande. Det er en non sequitur. Denne protest udspringer tilsyneladende netop af en forvirring af den ontologiske og den epistemologiske forstand af begrebet ‘subjektiv’: Man kan argumentere for, at al vores viden er subjektiv i ontologisk forstand – at den befinder sig i vores bevidste oplevelse, men fra dette følger det ikke, at den er subjektiv i epistemologisk forstand, hvilken den ikke kan være, såfremt vi virkelig har viden.

Det er her distinktionen mellem de to forskellige betydninger af samme begreb bliver central at være opmærksom på. Netop fordi der er to forskellige betydninger af begreberne ‘objektiv’ og ‘subjektiv’ bør man præcisere i hvilken forstand man benytter dem, og man bør spørge sig selv i hvilken forstand de bliver brugt, når man ser dem anvendt. Bliver de brugt i deres ontologiske betydning, deres epistemologiske betydning, eller i en helt tredje betydning? Det er sjældent entydigt og selvindlysende.

---

[1] Samme distinktion findes i Searle, J. R. (1995). The Construction of Social Reality. New York: The Free Press.↩
[2] Dermed ikke sagt at vores erkendelse ikke er en del af det værende, hvilket den åbenlyst er, og en streng dikotomi mellem ontologi og epistemologi har da også skabt megen forvirring i filosofien. Ved ontologi forstås imidlertid som regel det værende generelt, mens der ved epistemologi forstås det der omhandler det specifikke aspekt ved det værende der er vores erkendelse.↩