Stop med at sige ”mange sandheder”

Et udtryk man ofte støder på, er udtrykket; ”der er mange sandheder”. Det bruges nærmest hvilken som helst given sag, når der er uenighed om sagens natur. F.eks. når der kommer modstridende information om en sag, eller når der er uenighed om fakta i en sag: “Der er mage sandheder om de studerendes arbejdsvaner“, “der er mange sandheder om økonomien“, “der er mange sandheder om sundhed“, “videnskab er kun en af mange sandheder“, osv.

Især på humanistiske og samfundsteoretiske fag, f.eks. inden for psykologi og samfundsteori, er denne parole populær. Her er udtrykket, ”der er mange sandheder”, essensen i relativistiske teorier og teoretiske retninger; f.eks. postmodernisme og radikal socialkonstruktivisme. Fælles er, at disse teoretiske strømninger afviser, at der findes ”objektiv” viden om ting og fænomener. Enten fordi vores viden er subjektiv og derfor af natur ikke ”objektiv”, eller fordi vores viden er situeret i bestemte kontekster som betinger sandhedsværdien.

Udtrykket ”der er mange sandheder” er dog ikke begrænset til akademiske diskussioner, men bliver flittigt brugt af journalister og mediefolk, som om det i sig selv er en sandhed at der er mange sandheder. Det relativistiske sandhedskriterium er blevet mainstream kriterium for sandhed.

Ikke desto mindre bruges ”der er mange sandheder” komplet forkert. Det tages for givet at man ikke kan sige noget konkret faktuelt om om en given sag. At alt hvad vi beskæftiger os med, kun er et spørgsmål om forskellige holdninger. At kalde dette for ”mange sandheder” er komplet at misforstå hvad begrebet ”sandhed” dækker over. Sandhed er noget et udsagn kan være. Udsagn er påstande om ting i verden. Vi kan have mange sande udsagn. F.eks.:

  • Helle Thorning er statsminister.
  • Lars Løkke er formand for Vestre.
  • Anders Samuelsen er formand for Liberal Alliance.

…osv.

Der kan også være mange sande udsagn om samme genstand f.eks:

  • Helle Thorning er statsminister.
  • Helle Thorning er en kvinde.
  • Helle Thorning er socialdemokrat.

…osv.

Dette er også korrekt. Forskellige korrekte beskrivelser er på sin vis det samme som ”mange sandheder”. Der er intet forkert i dette, for det er det, som ligger i at det er korrekte beskrivelser. Men det er ikke dette der menes med det relativistiske ”mange sandheder”.

Tværtimod bruges ”mange sandheder” her, når to modstridende udsagn bringes i spil – f.eks. når det af nogle påstås at nutidens unge er dovne, forkælede og uengagerede, mens andre påpeger at aldrig har så mange unge været i gang med en uddannelse, eller når nogle siger at lavere skat øger produktiviteten samtidig med at andre siger at øgede offentlige instanser er bedre for produktiviteten – bare for at tage to af utallige eksempler.

Hvis to udsagn er gensidigt modstridende, så kan højest ét af disse to udsagn være sande.

Appel til modstridende information

Hvordan kan vi afgøre, hvorvidt udsagn er sande eller falske?

Lad os tage to modstridende udsagn:

  • Lars Løkke er 152 cm høj.
  • Lars Løkke er 172 cm høj.

Efter som en person kun kan have en højde, kan de to udsagn ikke begge være sande. Måden vi finder ud af, om det ene, eller det andet er korrekt er ganske simpelt: Vi måler Lars Løkkes højde. Er han 152 cm høj er det første udsagn sandt og det andet udsagn falsk. Er han er 172 cm høj er første udsagn falsk og andet udsagn sandt.

Dette eksempel virker nok trivielt, for det er sjældent Lars Løkkes højde er til diskussion. Ikke desto mindre er det et godt eksempel, for det er et eksempel på, hvordan vi afgør sandheden af modstridende udsagn: Vi undersøger sagens natur! Om det handler om økonomiske spørgsmål eller om studerende er dovne, så må vi altid spørge: Hvad kan vi rent faktisk observere om emnet? Eller med andre ord: Hvad er evidensen for udsagn?

Når vi ikke har med simple ting, som f.eks. Lars Løkkes højde, at gøre, kan det selvfølgelig være svært at finde afgørende evidens, som endegyldigt beviser et givent udsagn. Dette vil som regel være tilfældet, uanset hvilke udsagn vi skal vurdere sandhedsværdien af. Hvad vi må gøre, er at se på den information vi har til rådighed og så vurdere hvilket udsagn, som er mest sandsynligt.

Hvad vi ikke må gøre, er at sige, at der er mange sandheder. I stedet bør vi konkludere, at der er mange sandsynlige udsagn (og hvilket udsagn, der er mest sandsynligt). Eller endnu bedre; at finde den evidens som kan afgøre, hvilket udsagn der er korrekt.

Appel til subjektivitet

Hvad med subjektive anliggender? Disse kan ikke lade sig validere som beskrevet ovenfor. Hvis en person kommer med følgende udsagn (og vi antager at vedkommende oprigtigt mener det):

  • Helle Thorning er en god statsminister.

Vi kan sagtens sige at vedkommende finder dette sandt. Men der skal nok være en person et sted, som ikke er enig, og i stedet siger:

  • Helle Thorning er en dårlig statsminister.

Dette er også sandt for denne person, som ytre dette udsagn (vedkommende var garanteret med til at fløjte 1. maj).

Vi kan ikke validere om det ene eller det andet udsagn er korrekt, da det er ikke faktuelle udsagn (på samme måde som en persons højde). Begge udsagn er meningstilkendegivelser, og altså sandt for hver af de to personer. Det ser altså igen ud til, at der er to modstridende udsagn, som begge er sande. Appel til subjektivitet ser ud til, at få vores objektive sandhedskriterium til at falde fra hinanden. Sandhed er her relativt.

Problemet er bare, at vi har brugt et sprogligt trick for at skabe ”mange sandheder”. Der er, som nævnt, i begge tilfælde tale om subjektiv tilkendegivelse af holdning. Men de bliver leveret på en form, som om de er faktuelle udsagn. Når vi siger at ovenstående ytringer er ”sandt” for personen selv, er det ikke samme betydning af ordet ”sandhed”. Når vi har med subjektive sandheder at gøre, betyder ”sandhed” det samme som holdning eller mening.

Hvis vi vil validere den faktuelle sandhed af disse udsagn, vil den korrekte form være, at de to personer hver især siger:

  • Jeg mener, at Helle Thorning er en god statsminister.
  • Jeg mener, at Helle Thorning er en dårlig statsminister.

Jeg” refererer i ovenstående til den person som ytre sætningen. Vi kan derfor erstatte jeg med den mere præcise reference til personen. F.eks.:

  • Karl mener, at Helle Thorning er en god statsminister.
  • Jytte mener, at Helle Thorning er en dårlig statsminister.

Igen kommer vi frem til, at der ikke er tale om to modstridende udsag, som begge er sande, men to forskellige faktuelle udsagn, som kan være sande eller falske.

At noget er subjektivt er ikke det samme som, at der er mange sandheder i faktuel forstand. Det er selvfølgelig ikke forkert at bruge ”mange sandheder” i forbindelse med forskellige subjektive vurderinger er, hvis ikke direkte forkert, så mildest kun trivielt. At Lars Løkke og Helle Thorning mener, at vi skal skære ned på den offentlige sektor for at få bedre økonomi, fortæller ikke, hvorvidt det er sandt eller falskt, at nedskæringer i den offentlige sektor giver bedre økonomi. For at afgøre værdien af dette udsagn, må vi have konkret evidens.

En mere korrekt beskrivelse vil i stedet være at sige, at der er mange meninger, eller mange holdninger omkring en bestemt sag.

Appel til kontekst

Nogen vil sige at sandhed er situeret, dvs. afhængig af kontekst. Hvad der er sandt under en forudsætning, er ikke nødvendigvis sandt under andre forudsætninger. F.eks. vi kan have vores relativist som siger:

  • Dødsstraf er ikke acceptabelt.

Hvilket er korrekt her i Danmark. Vi kan herefter flytte vores relativist til Saudi Arabien, hvor han/hun kan komme med følgende udsagn:

  • Dødsstraf er acceptabelt.

Dette vil også være korrekt. Vi har dermed to udsagn, som er gensidiges modstridende:

  • Dødsstraf er ikke acceptabelt.
  • Dødsstraf er acceptabelt.

Så det ser ud til, at kontekst kan gøre et udsagn relativt.

Dette lader sig imidlertid også kun gøre, fordi vi igen benytter os af et trick. Der er information, som vi ikke nævner i ovenstående udsagn, men som er nødvendig for at forstå ovenstående modstridende konklusion: Konteksten i sig selv. Det er i forståelsen af begge udsagn underforstået, at vores relativist taler om det sted han/hun befinder sig. I begge sætningerne burde der tilføjes et “her” i enden for at understrege, at der er tale om det sted, som relativisten befinder sig. Det korrekte er at vores relativist siger “Dødsstraf er ikke acceptabelt her“, når han er i Danmark, og “Dødsstraf er acceptabelt her“, når han er i Saudi Arabien. Da vi ikke altid kan holde øje med hvor vores relativist er henne i verden, kan vi erstatte ordet “her” med det sted, eller den kontekst, som “her” refererer til. De fulde udsagn er derfor:

  • Dødsstraf er ikke acceptabelt i Danmark.
  • Dødsstraf er acceptabelt i Saudi Arabien.

Nu er den implicitte kontekstuelle viden vi havde om udsagnene gjort eksplicit i de to udsagn. Begge udsagn er korrekte uanset hvor i verden vores relativist ytre dem. Vores relativist behøves ikke tage til Saudi Arabien for at ytre udsagn om Saudi Arabien. Appel til kontekst giver ikke mange sandheder i den relativistiske forstand.[1]

Appel til vaghed

Ovenstående eksempler er simple, så hvad sker der, når vi begynder at se på mere komplekse sager?

Lad os tage fat i ungdommen og de studerende. De er for vante, forkælede og får for meget i SU. De bruger færre timer på deres studier end studerende i andre lande. De forlanger for meget uden at give noget igen. Kort sagt:

  • Studerende er dovne.

På den anden side har gennemførselstiden på uddannelser, aldrig været lavere end den er nu. Samtidig har de studerende samlet set aldrig brugt så meget tid på studiejobs ved siden af studierne – for ikke at tale om frivilligt arbejde og involvering i foreninger. Dertil kommer, at et stigende antal studerende lider af stress. Kort sagt:

  • Studerende er ikke dovne.

Igen er der to modstridende udsagn. I dette tilfælde kan vi finde argumenter for både det ene og det andet. Evidensen er dermed både for og imod begge udsagn. Kan vi så sige at begge udsagn er sande?

Kun hvis vi laver lidt fusk, med hvordan vi definerer at være doven.

Lad os for argumentets skyld sige at alle ovenstående udsagn om studerende er sande: at de er forkælede, bruger færre timer på studiet, arbejder mere ved siden af både lønnet og ulønnet, og får oftere stress, osv. Læg mærke til at ingen af disse er direkte modstridende i logisk forstand. Det er altså af to forskellige veje at vi når til en konklusion om den samme genstand – i dette tilfælde at være doven. Det er altså ikke givet at selvom vi bruger ordet doven i begge udsagn, at det er det samme begreb det dækker over. Vi kan f.eks. sige at hvis alle præmisserne til det første udsagn er opfyldt, så er man ”type A doven”. Hvis alle præmisserne til det andet udsagn er opfyldt så er man ”type B doven”. Vi kan dermed få:

  • Studerende er type A doven.
  • Studerende er ikke type B doven.

At være ”type A doven” og ”type B doven” er ikke gensidigt ekskluderende, da de er defineret på forskellige måder. Vi har derfor ikke to modstridende udsagn, som begge er sande.

Grunden til dette er, at der indledningsvist ikke var gensidig overensstemmelse om, hvad doven refererede til. Ordet doven har mange betydninger, så vi kan sagtens sige, at der er mange former for at være doven, alt efter hvordan vi definerer, hvad ordet doven referer til. Her skal vi bare huske på, at når vi ændre brugen af et ord eller et begreb, ændre vi også det objekt/subjekt som vi refererer til.

Mange begreber vi bruger i daglig tale har ikke klare definerede grænser, så denne finte er let at bruge for folk, der gerne vil tegne et bestemt billede af en given sag – f.eks. fremstille studerende som dovne. Ved at være vag omkring de begreber man ytre sig om, kan man let få det til at se ud som om modstridende udsagn er sande. Selvom det på overfladen ser ud som faktuelle udsagn der fremføres, giver appel til vaghed ikke andet end tomme udsagn, da de ikke refererer til nogen genstand.


Yderligere læsning:

Argumentationen og logikken i ovenstående indlæg er i høj grad hentet fra bogen The Construction of Social Reality (1995) af John Searle. Dette er – efter min mening – den bedste gennemgang af, hvordan vi skal forstå forskellige typer af “sandheder”, og hvordan vi skal se viden som en social konstruktion. Searle giver i denne bog en god indførelse i, hvordan vi skal beskæftige os med social ontologi, dvs. fænomener og objekter som kun eksisterer i form af, at vi “siger” at de eksisterer, uden at lave de fejlslutninger, som vi ser hos radikale relativister. Hvis du er interesseret i social ontologi, eller på et eller andet tidspunkt har beskæftiget dig med socialkonstruktivisme, bør denne bog være obligatorisk læsning.


[1] Det er her mange kulturrelativister går galt: De konstaterer at noget er forskelligt i forskellige kontekster, f.eks. holdning til dødsstraf, som i eksemplet ovenfor, og laver derfra slutningen, at der er mange ting som er korrekte. Men dette virker kun ved at undlade at referere til den kontekst, som de mener skaber den relative sandhedsværdi. Derudover følger ofte også en yderligere fejlslutning, at fordi ting er forskellige på tværs af kontekst, så bør de være således. Dette er at begå den naturalistiske fejlslutning (som misvisende nok ikke har noget med naturalisme at gøre).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s