Konstant er der debatindlæg, som har travlt med at gøre klart for alle og enhver, at videnskab ikke har alle svar vi søger her i tilværelsen (f.eks. dette). På dette punk må jeg give dem ret – men dog ikke på den måde de tror.
Videnskab har som udgangspunkt ingen svar, trods det ofte fremstilles som baseret på et rigidt set antagelser. Videnskab er en metode til at opnå svar på spørgsmål om ting her i verden. Svar som vi kan regne for at være plausible. Verden er stor og kompleks og nogle gange tager vi fejl. Men det er stadig vores bedste bud på at forstå verden.
Der er ingen garanti for at folk vælger at tro på de svar vi kan finde med videnskabelige metoder. Vi kan sagtens ignorere hvor stor og kompleks verden er og tro at den kan forklares af bøger og skrifter skrevet for tusinder af år siden.
Videnskab fortæller os, at der ikke findes guder. I alle observationer og teorier, om hvordan vores univers hænger sammen, er der ikke brug for en (eller flere) gud(er) til at holde styr på tingene. Dette kan virke skræmmende for nogle, så de vælger at tro på en gud, en allah, en buddha eller L. Ron Hubbards spøgelse. Nogle tror at alle guder er lige gode, mens andre tror at dette er en synd.
Videnskab fortæller os, at jordens temperatur stiger, hvilket vil føre til betydelige klimaforandringer. Har man tro på at økonomiske interesser er vigtigere end dette, så er denne viden ikke så vigtig. Man kan også tro, at der ikke er noget problem. Man kan tro, at gud aldrig vil tillade at der sker noget med hans jord.
Videnskab fortæller os, at homoseksualitet ikke er en mental lidelse eller sygdom. Hvis man derimod bruger sin tro, så kan man finde svar, at det en synd som skal straffes hårdt.
Videnskab fortæller os, at vi ikke har en uddødelig sjæl. Der er intet liv efter døden og vi har kun dette ene liv. Har man tro, kan man finde svaret, at vi belønnes efter døden for de gerninger vi gør her i livet. Har man meget af netop denne tro, kan man finde det svar, at hvis man dør som martyr og tager andre med i døden, så belønnes man ekstra meget år man dør.
Videnskab fortæller os, at der ikke er nævneværdige forskelle i kognitive funktioner mellem mænd og kvinder. Har man derimod har tro, kan man finde svar som fortæller at kvinder ikke må tage uddannelser, køre bil, eller tale offentlige og i det hele taget er en ejendom som tilhører hendes mand eller far.
Videnskab fortæller os, at alle mennesker stammer fra de samme forfædre og er opstået gennem de samme evolutionære processer. Intet folk eller race er mere eller mindre udviklet end andre, og ingen er i verden med noget større formål. Har man derimod tro, kan man nemt finde svaret, at man tilhører et udvalgt folk og har en speciel status. Man kan tro, at det er i orden at myrde og udrydde de som er anderledes og ikke tror det samme som en selv.
Tro kan give alle de svar vi måtte ønske os her i tilværelsen – og jeg må understrege, at der virkeligt er tale om ALLE svar. Det kan være svar som giver salig sjælefred til svar som retfærdiggøre halshugning af ikke-troende.
Kun vores fantasi sætter grænser for hvad vi kan tro. Hvad vi kan få af svar fra videnskab er begrænset af virkeligheden.
Vi kan tro, at tro er en nødvendighed for tilværelsen – at vi altid må tro på et eller andet. Tro er tro, om det så er at tro på en mand fra Jerusalem, der efter to dage i graven genopstod som en zombie; eller tro på at den nyeste hjerneforskning er korrekt, eller at der findes Higgs-partikler. Dette er på sin vis korrekt, men det vil være mere korrekt at kalde dette for overbevisning i stedet for tro. Forskellen er nemlig, hvordan vi retfærdiggør vores overbevisning.
Videnskaben fortæller os—i sin grundlæggende enkelhed—at alle påstande og udsagn, alle “sandheder” og alle metoder kan drages i tvivl. Intet er på forhånd sandt eller den rigtige metode. Alt kan diskuteres og kan (og skal) drages i tvivl. Det som afgør om noget er plausibelt er de beviser og den evidens, som støtter hvad man påstår. Har man tro, er det lettere. Så kan man antage at noget på forhånd er korrekt og uden for enhver tvivl.
Videnskab har—som mange, primært ikke-videnskabelige meningsdannere påpeger—ikke alle de svar vi måtte ønske os her i tilværelsen. Videnskab er derimod et opgør med blind tro på svar vi ønsker os, før vi overhovedet har stillet spørgsmål, ved de ting vi ønsker besvaret.
Header billede fra smbc-comic.com