I en kommentar bragt i Information d. 22. februar kritiserer præst og debattør Iben Thranholm de danske mediers kritiske tone over for Vladimir Putin i forbindelse med indførelsen af forbuddet mod såkaldt ”homoseksuel propaganda” i Rusland.

Kort opsummeret så ser hun kritikken af Ruslands politik og Vladimir Putin som et udtryk for en nye kold krig mellem øst og vest. Hvor konflikten før var mellem demokrati i vest og kommunisme i øst, er konflikten i dag mellem det ateistiske vest og en tilbagevenden til de kristne værdier i øst. Her hylder Thranholm Putin som en stor verdensleder, der forsvare den kristne moral, mod det dekadente moralløse ateistiske vest (hvilket hun har gjort før).

Ved at give rettigheder til homoseksuelle og tillade kritisk af religion, står Vesten over for en vidtrækkende moralsk krise og moralsk fordærv. Det er nemlig et tegn på moralsk fordærv, når man IKKE fratager bestemte befolkningsgrupper deres rettigheder. Ikke bare er Thranholms holdning ekstrem, men hendes argumentation er fyldt med fejlantagelser og stråmænd.

For det første beskriver hun, hvordan ateismen flygtede til vesten efter murens fald.

“Da ateismen blev hjemløs i østblokken, tog den flugten til Vesten, hvor den i dag lever i bedste velgående. Sekularismen er på sin vis en fortsættelse af kommunismens åndelige værdivakuum. Ligesom kommunismen er sekularismen drevet af forestillingen om, at når religionen bliver udryddet, og staten gennem lovgivningen har fået tilsidesat Guds orden fuldstændigt, så indtræder paradis.”

Sekulariseringen af vesten er ikke noget, som kom efter murens fald og bestemt ikke sovjets-kommunismens fortsættelse. Sekulariseringen i vest kom i sin moderne form fra oplysningstidens tænkere. Sekularisering er grundlaget for den moderne demokratiske stat, hvor magten ikke ligger hos kirken eller en monark, fordi gud siger det, men ligger hos folkevalgte repræsentanter, fordi folket vil. Moderne “vestlig” (for den er ikke specifikt forbundet med vestlige lande som sådan) ateisme og sekularisering er opstået længe før, der overhovedet var tænkt på sovjet-kommunisme.

Denne historiske ukorrekthed sat til side, så er Thranholms pointe, at et ateistisk/sekulært samfund ikke kan lade sig gøre. Sammenbruddet af Sovjetunionen er beviset herpå. Dette synspunkt er hun ikke ene om.

“Putin har også peget på, hvordan man i Europa skammer sig over og er bange for at tale om troen på Gud. Han har også beklaget manglen på respekt for religion i det offentlige rum og advaret om, at Vesten står over for en vidtrækkende moralsk krise.

Det samme har den russiske patriark Kirill. Da han for få år siden holdt en prædiken i en russisk kirke på Gianicolohøjen i Rom, advarede også han Europa og Vesten om ikke at vende sig bort fra deres kristne rødder. Den ateistiske vej, som Sovjet valgte, viste sig at være en blindgyde. »Vi prøvede at bygge en verden uden Gud,« sagde patriarken om det sovjetiske eksperiment. »Det mislykkedes. Gå ikke ud ad samme vej.«”

At sætte Sovjetunionen lig med et ateistisk idealsamfund er en markant fejlslutning. Ateisme betyder ikke sovjet-kommunisme eller omvendt. Tværtimod endte sovjet-kommunismen i Rusland som en pervertering af Karl Marx og Frederich Engels oprindelige ideer. Ganske vist afskaffede man statskirken ved overgangen til sovjet-kommunisme, men den blev erstattet med en nærmest religiøs dyrkelse af en lille gruppe mennesker som udgjorde partitoppen af kommunistpartiet. Man videreførte i høj grad magtstrukturer og dogmatik fra før-kommunismens tid. Folk som gav udtryk for ideer og kritik, der ikke passede med partitoppens udstedte dogmer, blev systematisk forfulgt og deporteret.

Man forbød f.eks. darwinistisk evolutionslære i Sovjetunionen i en periode. Det blev vedtaget at ideen om nedarvede træk var i strid med den sovjetiske ideolog. Konsekvensen var at fremavling og forædling af basale fødevare, som f.eks. korn, blev sat årtier tilbage. Resultatet var, at fødevareproduktionen ikke kunne følge med befolkningstilvæksten, og millioner sultede til døde. Dette vil ikke forekomme i et sekulært samfund hvor “sandhed” ikke bliver vedtaget ved lov, men findes med videnskabelig metode. Et forbud mod evolutionslære er ikke ulig, hvad mange konservative kristne i USA kæmper for netop nu.

Dette er ikke, hvad man vil forvente af et sekulært samfund. Tværtimod bygger de fleste vestlige demokratier på ideen om, at man frit kan have den overbevisning man nu engang har. Ingen mennesker bør blive forfulgt, fordi de ikke tror det samme som magthaverne. Man har frihed til at ytre sine holdninger og leve sit liv efter den overbevisning man syntes, så længe det ikke kompromittere andres rettigheder – dette gælder både seksuelles præferencer og religiøse overbevisninger.

Men at have denne frihed er et problem ifølge Thranholm.

“I de vestlige lande er frihed i stigende grad blevet til et begreb, der bruges til at normalisere det abnorme. Der findes ikke længere nogen højere moral, der forpligter. Det store spørgsmål er, om denne kurs med tiden vil føre til et samfunds- og værdikollaps lig det, som østblokken oplevede.”

Hvad Thranholm præcist mener med at “normalisere det abnorme” er ikke yderligere specificeret, men man kan formode, at hun mener andre “afvigende” befolkningsgrupper, som handicappede, psykisk syge, eller bare generelt folk der har en anden politisk holdning, eller som man måske bare finder træls igennem en længere periode. At man i vesten bevidst forsøger at afstigmatisere disse minoriteter er ikke et udtryk for moralsk forfald (håber jeg de fleste kan se), men tværtimod et meget moralsk og humanistisk projekt

Igen holder sammenligningen med Sovjetunionen ikke. Der var man ikke bare fordømmende over for anderledes folk, men sendte dem aktivt i arbejdslejre.

Hele pointen med Thranholms indlæg er, at vesten er i moralsk forfald, og det er Ruslands nye moralske overlegenhed. Det vesten frygter fra Rusland er “ikke atomvåben som under Den Kolde Krig, men en åndelig fornyelse“. Åndelig fornyelse betyder dog her, at gå tilbage til dengang kirken var den lovgivende institution i samfundet.

“[…] blind ateisme uden moralsk religiøst fundament, opløser et samfund. Russerne lærte en dyr lektie under kommunismen, men også en sandhed om menneskets natur: Hvis ikke mennesket og samfundet forholder sig til det transcendente, kan mennesket ikke blive sig selv.”

Uden religiøs tro kan mennesker ikke være sig selv, er hendes argument. Men hvis man som sig selv nu engang er homoseksuel, så er det et tegn på fordærv. Jeg håber, at de fleste kan se den manglende logik i dette argument. Hvis der er noget der er i modstrid med at “blive sig selv”, så er det når magthavere med en dogmatisk tekstsamling i hånden, forbyder bestemte måder at leve på.

Af alle de fejlslutninger hun laver i artiklen, så er der faktisk et afgørende argument i Thranholm artikel som holder vand, hvis ret skal være ret. I hvert fald på sine egne præmisser. Det er rigtigt nok, at ud fra et bibelsk perspektiv, er det moralsk forkert at give homoseksuelle rettigheder. Bibelen er ikke tvetydig på dette punkt. Gud forbyder direkte en mand at ligge med en anden mand.

Der er dog mange andre ting, som også er forbudt ifølge bibelen, f.eks rettigheder til kvinder, børn, slaver (slaveri er helt ok), og generelt til folk af ikke-jødisk oprindelse. Generelt finder man også, at hvis en kvinde bliver voldtaget, så er det hendes egen skyld. Voldtægt er generelt ikke så slemt i bibelen. Men hvis en mand vil være sammen med en anden mand, er det forkasteligt. Måske indeholder bibelen ikke, hvad vi forbinder med et højere moralsk standpunkt i sig selv?

Vi er ikke i tvivl om, at ekstreme debattører som Iben Thranholm ikke repræsenterer den gængse kristne dansker eller typiske folkekirkepræst. Langt størstedelen har taget humanismes menneskesyn til sig, og ser biblens vers som metaforer, eller ser helt bort fra de dårlige passager. Ideer udvikles hele tiden, og dette gælder også for religion.

Det står f.eks. specifikt i bibelen, at kvinder ikke må komme i guds tempel, og kvinder ikke må tale mænd imod. Dette bør præst og debattør Iben Thranholm nok tænke over, når hun tager bestemte passager fra bibelen bogstaveligt.