Danmarks Akkrediteringsinstitution kritiserer i et notat de danske universiteter for at uddanne til ledighed. At den faglige ballast nyuddannede kandidater ender ud med, ikke er relevant for erhvervslivet, og de jobs de gerne skulle være klar til at besætte efter 5 år på universitetet.

Som altid, når det handler om vores dyre statsfinansierede universiteter, er politikere ude med drastiske forslag til, hvordan man kan spare flere penge på universiteterne. F.eks. er Venstres forskningsordfører Esben Lunde Larsen kommet med et forslag om at indføre et beskæftigelsestaxameter på universitets uddannelser, således man skærer i bevillingerne til de uddannelser, hvor nye kandidater ikke kommer i job, så snart tømmermændene efter dimissionsfesterne er overstået. Man kan godt følge argumentationen: Hvis bestemte uddannelser uddanner kandidater til sikker arbejdsløshed, er det spild at bruge penge på at uddanne dem til at starte med.

Hvilke uddannelser er ubrugelige?

Ved at kaste et hurtigt blik på udbuddet af uddannelser, så er der da også uddannelser, hvor det ikke virker åbenlyst, at der skulle være jobs som passer til kandidaterne. Der er vel i erhvervslivet ikke brug for særligt mange ansatte med ekspertviden om Dostojevskijs litterære brug af metaforer for samfundsklasser i det 19. århundredes Rusland, eller kendskab til alle passager i Platons samlede værker, der omhandler hans fascination af unge mænd?

Men det er ikke disse uddannelser, som falder under Akkrediteringsrådets pisk. Her er f.eks. et udpluk af de uddannelser som er dømt ”ikke tilfredsstillende” ud fra Akkrediteringsrådets retningslinjer ifølge Politiken:

• Kandidatuddannelse i almen biologi på RUC
• Bachelor- og Kandidatuddannelse i engelsk, RUC
• Kandidatuddannelse i virksomhedsledelse, RUC
• Bachelor- og Kandidatuddannelsen i erhvervsøkonomi og filosofi på CBS
• HA i entreprenørskab og forretningsudvikling CBS
• Kandidatuddannelse i politik, globalisering og organisation KU
• Kandidatuddannelse i sprog, kultur og international forretningsforståelse KU

Det er altså uddannelser, som både er direkte rettet mod erhverv og business, og helt basale grundvidenskabelige discipliner, som her Almen Biologi. Det er ikke the usual suspect i form af teoretiske og virkelighedsfjerne uddannelser, Akkrediteringsrådet mener er irrelevante for jobmulighederne.

Så kan man spørge, om grunden til disse uddannelser vurderes ikke tilfredsstillende i forhold til at få deres kandidater i job, er de pågældende universiteter ikke magter at tilbyde den fornødne undervisning. Måske er der ikke nok faglige kompetencer blandt de ansatte, til at varetage de uddannelser de nu engang udbyder? Dette siger Akkrediteringsrådest notat intet om. Faglighed, mængden af undervisning , faciliteter, og antallet af tilgængelige undervisere med faglig kunnen er ikke væsentlige parametre, der spiller ind i akkrediteringen af en uddannelse.

Hvorledes en uddannelses relevans vurderes

Notatet fra Akkreditenigsrådet handler jo også om de studerendes jobmuligheder når de har færdiggjort deres studium. Så det kan være, at selvom man har en faglig solid uddannelse, hvis realiteten nu engang er, at der ikke er jobs til nyuddannede almene biologer, virksomhedsledere, eller erhvervsøkonomer i erhvervslivet, så kan man stadig godt følge argumentationen om at skære ned på disse uddannelser.

Så hvad er Akkrediteringsrådest begrundelse for at udnævne disse uddannelser til at være irrelevante for erhvervslivet? Til at starte med må det nævnes, at det kun drejer sig om 10 eksisterende uddannelser, som fik mærkatet “ikke-tilfredsstillende“. Så at det lyder at universiteterne uddanner til ledighed, er ikke helt det notatet rent faktisk siger. Hertil kommer dog, at 142 uddannelser (42% af det samlede antal) fik mærkatet “delvist tilfredsstillende“.

I begrundelsen for disse mærkater bryder Akkrediteringsrådet grundlaget for bedømmelserne op i procent:

”I 62 % af tilfældene af eksisterende uddannelser med relevansproblemer skyldtes relevansproblemerne helt eller delvist problemer med aftagerinvolveringen.
På 64 uddannelser var problemer med aftagerinvolveringen den primære årsag til en kun delvist tilfredsstillende eller ikke-tilfredsstillende vurdering (svarende til 42 % af uddannelserne med relevansproblemer). På 31 uddannelser var manglende aftagerinvolvering en del af begrundelsen (svarende til 20 % af uddannelserne med relevansproblemer), mens relevansproblemerne på 57 uddannelser (svarende til 38 % af uddannelserne med relevansproblemer) bundede i andre forhold end mangelfuld aftagerinvolvering.”[1]

Aftagerinvolvering består af et panel af ”aftagere”, dvs. udpegede personer fra den del erhvervslivet, som man mener har relevans for en given uddannelse. Er der tale om en kandidatuddannelse i forretningsudvikling, vil der være tale om aftagere fundet blandt forretningsledere og chefer i virksomheder. For langt den største del er ledighed eller manglende job ikke årsagen, til uddannelserne dømmes irrelevante for samfundet. Det er derimod det, at der ikke i tilstrækkeligt omfang er nedsat disse aftagerpaneler til at evaluere, hvorvidt der er jobs til nyudannede kandidater.

Dette har også været den langt hyppigste begrundelse for Akkrediteringsrådet afvisning af nye uddannelser:

• “41 % af de 99 uddannelser, som universiteterne har ansøgt om i 2010-2012, har haft problemer med relevansen.[…]
• I 86 % af tilfældene af nye uddannelser med relevansproblemer skyldtes relevansproblemerne helt eller delvist problemer med aftagerinvolveringen.
• I 61 % tilfældene af nye uddannelser med relevansproblemer skyldtes relevansproble merne udelukkende problemer med aftagerinvolvering.
• I 15 % af tilfældene af nye uddannelser med relevansproblemer skyldtes relevansproblemerne mangelfuld aftagerinvolvering i kombination med en høj ledighed blandt dimittender fra beslægtede uddannelser.”[1]

Den hyppigste grund til forslag om nye uddannelserne er blevet vurderet ikke tilstrækkelige, skyldes at der ikke er nedsat et udvalg af aftagere eller, at disse udvalg ikke blev involveret nok i udformningen af uddannelserne. Det overraskende er, at i et notat hvor konklusionen er – og titlen ligefrem lyder – at universitetsuddannelser er udfordret på relevansen i forhold til arbejdsmarkedet, er det kun i 15 % af forslag til nye uddannelser, afvisningen skyldes problemer med beskæftigelsen inden for fagområdet. Det må kaldes selektiv præsentation af kildematerialet.

En uddannelse kan altså dømmes irrelevant for arbejdsmarkedet, alene af den grund der ikke er inddraget personer fra erhvervslivet til at evaluere uddannelsen, uden at hverken faglige eller logistiske omstændigheder – endda ikke om der overhovedet er et problem med manglende jobs – inddrages i beslutningen. Akkrediteringsrådets notat er en evaluering af, at der mangler udvalg til at evaluere, om der er jobs til nye kandidater – en besynderlig form for meta-evaluering. Det er akkreditering på akkreditering.

Dette bør de uddannelsesengagerede politikere være opmærksomme på. Det omtalte notat virker alt for dårligt funderet som grundlag for yderligere besparelser, eller indførelse af endnu et taxametersystem på universiteterne. Et taxametersystem som i tilgift vil tage tid og penge, som ellers ville gå til undervisning og forskning, og i hvert fald ikke give kandidaterne større faglig ballast. Alt andet lige er den faglige ballast jo netop det, nye kandidater kan konkurrere med på arbejdsmarkedet. Hvad de naturligvis ikke har af erhvervserfaring, skulle de gerne gøre op for, ved at have den nyeste viden og kompetencer inden for deres fag. Dette får de ikke ved at man fratager midler fra uddannelserne. Slet ikke med den begrundelse, at en evaluering af en evaluering siger, der mangler evaluering.

---

^{[1] Danmarks Akkrediteringsinstitution. Universitetsuddannelser udfordret på relevansen: Mangelfuld relevans og aftagerdialog på universitetsuddannelser – notat om massive udfordringer og gode løsninger. Notat 11. februar 2014.} ↩