Kræver videnskab tro?

Et argument, som man ofte hører blandt videnskabskritikere og fortalere for religion og spiritualitet er, at videnskab er baseret på antagelser om verden, som ikke kan bevises. Eksempelvis hævdes det ofte, at videnskaben bygger på et mekanistisk eller materialistisk verdensbillede, som, når alt kommer til alt, er funderet i tro på samme måde som religion er det.

Dette er pointen i en artikel af Daniel Sarewitz i tidsskriftet Nature bragt i det forgange år. Til de, der ikke kender dette tidsskrift, så er Nature det mest anerkendte videnskabelige tidsskrift i verden. Når det mest accepterede tidsskrift i verden bringer en artikel med denne pointe, er der måske noget om det – at videnskab kræver en portion af tro?

Tror du på Higgs-partikler?

Det grundlæggende argument i artiklen lyder således: Hvis du grundlæggende har et videnskabeligt baseret verdensbillede, så har du nok den overbevisning, at den nyopdagede Higgs-partikel, er det, som gør, at partikler har masse. Dette er i hvert fald, hvad fysikerne fortæller dig. Men når alt kommer til alt, så er det de færreste som rent faktisk kan forstå den komplicerede matematik og metode, som ligger bag opdagelsen af Higgs-partiklen. Så hvis vi mener, at der findes Higgs-partikler, så er det fordi vi vælger at tro på det, fysikerne fortæller os.

Vi kan også tage argumentet et skridt videre. Ingen har rent faktisk set en Higgs-partikel med deres egne øjne. Partikler er langt mindre, end hvad vi kan observere med vores sanser. Resultaterne fra CERN evalueres ud fra komplekse matematiske modeller, og ud fra dette har fysikerne fortolket, at de har fundet Higgs-partiklen. Vi kan sige, at de tror på de statistiske modeller:

”Take, for example, how we come to know what science discovers. Most people, including most scientists, can acquire knowledge of the Higgs only through the metaphors and analogies that physicists and science writers use to try to explain phenomena that can only truly be characterized mathematically.” [1]

På baggrund af dette mener Sarewitz, at videnskab ikke skal være så skråsikker, men engang i mellem give plads til religion. Begge dele bygger på tro når alt kommer til alt.

Forvirring om ordet tro

Men hvorfor stoppe ved Higgs-partikler – for argumentationen kan gælde for mange ting. Hvordan kan du og jeg f.eks. vide, at jorden drejer om solen og ikke omvendt? Sidder jeg og kigger på en solnedgang ser det rent faktisk ud som om, at solen bevæger sig nedad. Når jeg ved, at jorden bevæger sig om solen, er det ikke noget jeg selv har erfaret, men noget jeg er blevet lært og har læst. Hvordan kan det være, at jeg vælger at tro på det jeg har læst, og ikke hvad jeg rent faktisk ser på himlen? Dette virker faktisk umiddelbart direkte modstridende med videnskab, som jo ellers ideelt går ud på, at lave slutninger fra observationer af verden (solen bevæger sig nedad på himlen) til teori om verden ( … altså må solen bevæge sig rundt om jorden).

At kalde tro på gud det samme som tro på Higgs-partiklen eller tro på, at jorden drejer om solen er imidlertid et retorisk snydetrick. Bare fordi vi kan bruge det samme ord, tro, om to ting, betyder det ikke, at der er samme ting. I et svar til Sarewitzs artikel i Nature fremhæver Jerry Coyne ret præcist forskellen mellem religiøs og videnskabelig overbevisning.

”All of these use the word faith, but one uses it differently. The three religious claims (Christian, Jewish, and Muslim, respectively) represent faith as defined by philosopher Walter Kaufmann: “intense, usually confident, belief that is not based on evidence sufficient to command assent from every reasonable person.” Indeed, there is no evidence beyond revelation, authority, and scripture to support the religious claims above, and most of the world’s believers would reject at least one of them. To state it bluntly, such faith involves pretending to know things you don’t. Behind it is wish-thinking, as clearly expressed in Hebrews 11:1: “Now faith is the substance of things hoped for, the evidence of things not seen.”[2]

At bruge ordet tro, som ofte forbindes med netop religiøs tro, er at skabe en association mellem videnskab og religion, som ikke understøttes af argumentet i sig selv. Vi har alle koncepter, som vi bruger til at beskrive omverdenen, og vi har overbevisninger om, hvordan ting hænger sammen, f.eks. hvis jeg taber et glas, så falder det på gulvet, og hvis jeg koger ris for længe, brænder de på. Vi kan ikke lade være med at have overbevisninger om ting. Vi kan godt sige, at det er min tro, at et tabt glas falder nedad, men så bruger vi ikke længere ordet tro på samme måde, som når vi snakker om religiøs eller spirituel tro.

Når det drejer sig om tabte glas og kogt ris, så har jeg erfaring som jeg bygger min tro på. Vi kan kalde det begrundet tro. Religiøs eller spirituel tro derimod – eksempelvis tro på et liv efter døden, eller tro på at høsten afhænger af gudernes vilje – bygger ikke på gyldige slutninger ud fra, hvad vi har observeret.

Dogmatisk tro og videnskab

Forskellen mellem tro på videnskabelige resultater og religiøs tro er, hvorvidt man antager bestemte grundsætninger om verden. Det kan eksempelvis være grundantagelsen, at der findes en gud, og denne gud har skabt den verden vi lever i (”Der findes kun én Gud…”, ”I begyndelsen skabte Gud...”). En fejltagelse vi ofte møde er, at videnskab bygger på bestemte aksiomer og verdensanskuelser på præcis samme måde. Et eksempel på dette er påstanden, at “videnskaben” forudindtager, at der kun findes den fysiske virkelighed, og at denne verdens dynamik foregår på lovmæssig vis. Her er Coyne med et svar på denne påstand:

“The orderliness of nature—the set of so-called natural laws—is not an assumption but an observation. It is logically possible that the speed of light could vary from place to place, and while we’d have to adjust our theories to account for that, or dispense with certain theories altogether, it wouldn’t be a disaster. Other natural laws, such as the relative masses of neutrons and protons, probably can’t be violated in our universe. We wouldn’t be here to observe them if they were—our bodies depend on regularities of chemistry and physics. We take nature as we find it, and sometimes it behaves predictably.[2]”

At den verden, vi befinder os i, er en fysisk verden er ganske rigtigt noget som videnskaben, altså vores systematiske granskninger af verden, antyder. Forskellen er, at det ikke er en antagelse, der går forud for videnskab. Det er derimod, hvad vi på nuværende tidspunkt er kommet frem til, efter vi i århundreder systematisk og metodisk har undersøgt verden. Derfor vil denne “antagelse” også ligge til grund for i hvert fald en stor del af vores fremtidige undersøgelser (vi kan ikke blive ved med kun at validere grundlæggende teorier, da vil vi ikke kunne komme nogen vegne og opdage noget nyt, men de står selvfølgelig altid åbne for falsifikation, omend falsifikationen selvfølgelig skal være meget overbevisende, da vi ikke bør kassere vores bedste teorier på grund af noget, der kunne være en målefejl). Vi kan kalde det for en empirisk prior – dvs. det er noget vi antager, fordi alt hvad vi har akkumuleret af viden gennem menneskehedens historie peger på, at denne hypotese er den mest plausible.[3]

Videnskab bygger rigtig nok på noget, eksempelvis på det normative princip at vi bør acceptere den mest plausible hypotese. Vi kan godt kalde dette for tro – at vi tror på den mest plausible hypotese – men dette vil igen være at vride hvad tro referer til. Coyne forklare meget godt hvorfor:

“[…], isn’t science at least based on the faith that it’s good to know the truth? Hardly. The notion that knowledge is better than ignorance is not a quasi-religious faith, but a preference: We prefer to know what’s right because what’s wrong usually doesn’t work. We don’t describe plumbing or auto mechanics as resting on the faith that it’s better to have your pipes and cars in working order, yet people in these professions also depend on finding truth.[2]”

At antage den mest plausible hypotese er ikke det samme som dogmatisk tro. Dogmatisk tro er at antage udsagn (eksempelvis at en gud, der hader homoseksuelle, skabte verden), som der ikke er tvingende bevis for, og som man derfor laver det infamøse “leap of faith” for at tro på.

Videnskabelig tro (hvis vi insisterer på at holde fast ved det ord) er netop det modsatte af dogmatisk. Når vi snakker om tro på den mest plausible hypotese, så kan og bør denne tro hele tiden anfægtes. Kort sagt, vi tror på den mest plausible hypotese. Vi er således hele tiden åbne over for at finde nye hypoteser, der er mere plausible. Hypoteser er ikke logiske sandheder, men kan forstås som det vi finder mest sandsynligt. Vi kan se det som vores bedste bud – det vi ville sætte vores penge på, hvis det var en roulette.[4]

Forskellen er således hvorvidt der er bevis for, hvad vi tror på. For at en hypotese skal være plausibel, må der for det første ikke være evidens som klart modsiger hypotesen. Dette er det grundlæggende falsifikationsprincip. Er der imidlertid flere ikke-modbeviste hypoteser, må vi forsigtigt antage den hypotese, som er mest sandsynlig, dvs. bedst støttet af evidens.

I stedet for at kalde dette for tro på videnskabelige resultater, hvilket let kan blive forvekslet med dogmatisk tro, er det måske bedre at kalde det tillid. Vi har tillid til videnskab, fordi de udsagn og konklusioner, der bliver fremsat er blevet valideret. Vi har ikke bevist dem, således at de principielt ikke kan falsificeres, men de er vores bedste bud. Modsat er religiøs tro dogmatisk: Her har vi har nogle antagelser, og uanset om der er evidens for eller imod, antager vi, at de er sande; fordi præsten eller bogen siger det. Herimod står videnskabelige resultater, som vi tror på, fordi de er baseret på grundige studier af verden, og disse har været genstand for kritisk gennemgang. Derfor betragter vi disse videnskabelige resultater som plausible.

Når jeg kigger på en solnedgang ser det godt nok ud som om, at solen bevæger sig nedad, men alt hvad jeg har tilegnet mig af viden gennem mit liv – viden som andre har valideret, og som også giver mening, når jeg selv tænker dybere over, hvordan solen ville se ud fra jorden, hvis jorden drejede rundt om sig selv – gør, at den klart mest plausible hypotese er, at solnedgangen skyldes jordens rotation om sin egen akse.


[1] Sarewitz, Daniel (2013). Sometimes science must give way to religion. Nature 488.
[2] Coyne, Jerry A.: No Faith in Science: Why the Higgs boson is not like a sea of milk that sustains the gods. Slate Nov. 14 2013
[3] For en glimrende redegørelse for problemener med fysikalisme som grundlæggende ide, men argument for at antage fysikalisme se Melnyk, Andrew (1997). How to Keep the ‘Physical’ in Physicalism. The Journal of Philosophy 94(12).
Fysikken bygger på begreber som konstant undersøges og hvis mening fornys, og kan derfor ikke give et meningsfuldt sammenhængende dogmatisk verdensbillede, da hvad der opstilles som aksiomer i dag, kan vise sig at være forkerte ud fra yderligere undersøgelse (Hempels dilemma). Melnyk bruger dette til at pointere, at fysikalsime derfor er den bedste hypotese forid: 1) Den har højere forklaringsmæssig værdi, 2) alternativer til fysikalisme bliver nødt til at acceptere fysikalismes forklaringsværdi over fysiske fænomener, også selvom der skulle eksistere mere end den fysiske verden. Alternativerne kræver derfor en konjunktur mellem fysikalisme og alternativet, hvilket gør det mindre plausibelt end fysikalisme alene.

[4] For god og gennemgående redegørelse af antagelserne i videnskab og sammenhængen mellem logiske sandheder og plausible hypoteser, se Jaynes, E.T. (2003) Probability Theory: The Logic of Science. Cambridge University Press, Cambridge: UK.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s