Når vi snakker om religion har vi – i hvert fald her i Vesten – en tendens til at glemme, at de tekster som alle de store religioner bygger på, f.eks. bibelen og koranen, er lovtekster. I vesten bliver religion ofte set og praktiseret som et personligt anliggende, hvorimod lovgivning og samfundets struktur i det hele taget varetages af en blanding af politikere, folkestemning og bureaukrati. I hvert fald ikke præster, imamer eller rabbinere. Religion giver spirituel vejledning og kan højest virke som guide i moralske sager. Det virker derfor fuldstændig fremmed, når vi i disse dage hører om tilstandene i Irak og Syrien, hvor gruppen Islamisk Stat (IS) har erobret flere byer. Der har de indført umenneskelige tilstande, og udviser adfærd, som man knap kan fatte hvor grusom er og som knap kan karakteriseres som andet end psykopatisk. Men der er netop ikke tale om enkelte psykopater (selvom der nok skal være nogle imellem), men derimod om en organiseret gruppe. En gruppe som ”bare” følger deres religiøse tekster bogstaveligt.

De religiøse skrifter såsom bibelen, koranen og toraen var ikke oprindeligt ment som metaforer eller manifester for spiritualitet, selvom mange i dag læser dem således . De var ment bogstaveligt og var lov for de samfund hvori de opstod. Hvad koranen eller biblen påbyder omkring, hvad man må spise, og hvad man ikke må spise, havde dengang ikke mere spirituel betydning end loven om fødevarer har i dag.

Gennem historien er disse lovtekster og overbevisninger fra jernalderen blevet viderebragt. Efterhånden som samfundet ændrede sig, begyndte man langsomt at gå bort fra den konkrete læsning af de religiøse lovtekster, til i højere grad at fokusere på metafysikken i teksterne. Lovteksterne fra jernalderen blev ophævet til at handle om tro og religion på et mere abstrakt plan. F.eks. har reformationens adskillelse af sekulære og værdslige magtapparater været en betydelig faktor til dette. Når samfundets love nu blev skrevet af mennesker, måtte de religiøse love i stedet handle om personlige og etiske anliggender. Senere har oplysningstidens fokus på konkret adskillelse af kirke og stat, og fokus på menneskelig velvære haft en stor indflydelse på, at der blev oprettet sekulære stater, som ikke byggede på religiøse lovtekster. Religion var dermed ikke længere det der legitimerede samfundets organisering, så den konkrete tolkning af de religiøse lovtekster forsvandt med denne udvikling. Samtidig har mange nytolkninger af religion inkorporeret humanismen som et væsentligt moralske fundament i den etiske del af deres tro.

Vi må bare huske på, at dette historisk set er en ny drejning, som er sket på trods af hvad de religiøse tekster rent faktisk siger. Det er ikke længe siden, at det i hele Europa blev betragtet som lov, at hekse og ikke-kristne skulle brændes på bålet (senest i år 1800 her i Danmark).

Forskellen på religiøs lov, f.eks. hvad der står i koranen og bibelen, og sekulær lov, er den metafysiske status lovene tilskrives. For sekulære love er vi helt med på, at det er mennesker, der har skrevet og opretholder lovene. Der er ikke noget mystisk eller helligt i færdselsloven. Hvis vi er utilfredse med vores sekulære lov, kan vi ændre den gennem politiske apparater. Religiøs lov er derimod, for den troende, dikteret direkte af gud eller andre hellige mænd. De er ikke fremsat af, eller udtryk for, personers holdninger, men er en del af selve naturens/guds orden. Dette kan ikke ændres.

Derfor er lovene i de religiøse tekster pakket ind i tro og historier om gud, helgener og profeter. Disse historier er ikke tilføjet fordi det er gode eventyr. Det var vitterligt var den måde, man troede verden hang sammen på. Guderne styrede vitterlig hver eneste detalje. Hvorvidt man troede på gud eller praktiserede en religion var ikke et spørgsmål om personlig tro, og heller ikke et spørgsmål om kontakt med sit spirituelle selv, som mange opfatter det i dag (bemærkelsesværdige undtagelser kan dog nævnes, såsom gnostikerne i Kristendommen og sufierne i Islam, men disse traditioner var aldrig mainstream, og blev ofte set som kætterske, og folk, der fulgte disse trosretninger blev i mange perioder forfulgt, og i uheldige tilfælde tortureret ihjel). De religiøse forklaringer på verden omkring os var tværtimod den forklaring man havde vedtaget om verden. Det var ikke et personligt spørgsmål, og heller ikke et fortolkningsspørgsmål. Det var sådan tingene var. Færdig. Accepterede man ikke dette, var konsekvenserne som regel klare:

“Hvis din bror eller din søn eller datter eller din kone, som du elsker, eller din nærmeste ven i hemmelighed prøver at lokke dig og sige: »Lad os gå hen og dyrke andre guder,« guder som hverken du eller dine fædre har kendt, men som dyrkes af de folk, som bor rundt omkring jer, enten nærved eller langt borte, over hele jorden, da skal du ikke give efter for ham og ikke lytte til ham. Vis ham ingen barmhjertighed, og skån ham ikke, dæk ikke over ham, men slå ham ihjel! Du skal være den første, der løfter hånden mod ham, når han skal dræbes; derefter skal resten af folket løfte hånden. Du skal stene ham til døde, for han har forsøgt at lede dig bort fra Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.” (5 Mosebog 13,7-13,11).

Der var ingen bedre alternativer at tro på. Sådan er det ikke i dag. I dag kan vi rent faktisk sige noget om de mekanismer som får verden til at hænge sammen. Ikke bare har har vi i dag et alternativ til forklaringen; ”fordi gud siger det”. Vi ved også, at forklaringen, “fordi gud siger det,” er forkert. Vi ved også at mange af de ting, som gud siger, ifølge de religiøse tekster siger, er forkerte. Derfor baserer vi også moderne love på, hvad vi ved om givne sager og ikke på religion.

Og dog! Vi behøver bare at se tilbage på den seneste præsidentvalgkamp i USA for at se hvor stor en rolle religion spillede, og stadig spiller, i vidt forskellige politiske spørgsmål såsom homoseksuelle ægteskaber, undervisning i evolutionslære, stamcelleforskning, etc. Alle eksempler på steder hvor sekulære og humanistiske interesser – i fakta eller ret til kærlighed for eksempel – går imod hvad kristendommen påbyder om disse emner.

Eller tag den ortodokse russiske kirkes genvundne status i Putins Rusland, som har ført til love imod, og forfølgelse af, homoseksuelle. Bibelen er ikke tvetydig på dette punkt – der er en forbrydelse og en straf, som i en hvilken som helst anden straffelov:

”Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død.”(3 Mosebog 20,13)

Disse to eksempler kommer fra såkaldte vestlige lande. Værre står det til i lande og kulturer, hvor religion ikke har haft samme kritik, eller oplevet samme grad af humanisering og moderation. Det værste eksempel herpå ser vi desværre i øjeblikket i Irak og Syrien, hvor gruppen Islamisk Stat har erobret store områder, og indført lov som håndhæver Sharia lovene ordret. Hvad der netop nu sker i disse områder er forfærdeligt, og overhovedet ikke til at tænke på eller skrive om. IS har bogstaveligt talt indført et middelalderligt samfund, hvor brutale mord, afhuggede hænder og stening til døde er en naturlig del af håndhævelsen af “guds lov”.

Derfor er det fejlagtigt at tro, at den måde moderate troende i Vesten (kristne, muslimer, eller en hvilken som helst anden religion) er den samme måde man tænker religion på andre steder i verden. Her er religion ikke en personligt anliggende om tro og symbolsk fortolkning, men noget, der vedrører hele samfundet. Det er en farlig illusion at antage, at fordi vi her adskiller tro og politik, så er religion apolitisk. Religion er politik – men fra en tid hvor der ikke eksisterede rettigheder til andre end familiens mandlige overhoved, så længe han havde den rette religion. En tid hvor værdien af et menneskeliv var meget lav, da dødsstraf eksempelvis blev givet for “forbrydelser” såsom blasfemi og frafald fra religionen. Dette hører desværre ikke kun fortiden til, for det sker lige nu. Dette er hvad der kan ske, når religion får magten.