“De kunne jo bare have ladet være med at gøre grin med Muhammed” – At bortforklare skyld

charliehebdo_07fev07Terrorhandlingen mod satiremagasinet Charlie Hebdo har virkeligt gået mig på de sidste par dage. Det er forfærdeligt at tænke på, at personer kan blive så blændet af religiøst had, at de finder det retfærdigt at myrde andre personer, som de mener har trådt dem over tæerne. At ekstremister lukker munden på deres kritikere, ved at myrde dem! Det løber mig koldt ned af ryggen, overhovedet at tænke på dette. Det var jo ikke fordi tegnerne på Charlie Hebdo havde opfordret til had eller forfølgelse – de havde bare lavet kritisk satire.

Det er nok især gået mig på fordi mit job består i at fremstille hypoteser, teste dem og diskutere dem. Jeg er forsker, og at være forsker kræver en grundlæggende enighed om, at alle påstande er til diskussion og bør testes hvis muligt. Derudover er jeg kritisk over for religion og religioners rolle i samfundet (hvilket læsere af denne blog nok har bemærket). Religion (eller noget andet) bør ikke have nogen særstatus når det kommer til diskussion, test, eller for den sags skyld satire. Det er ikke sådan at jeg frygter for mig selv, men nyhederne om massakren på tegnerne fra Charlie Hebdo skræmmer mig, fordi den er begået af mennesker, som grundlæggende mener, at deres verdenssyn trumfer alle andres meninger og rettigheder, og derfor er hævet over kritik. Dette bør bestemt fordømmes.

Alligevel stødte jeg på apologetiske kommentarer på internettet, hvis ordlyd giver indtryk af et forsøg på at hvidvaske gerningsmændene fra massakren. F.eks. en kommentar til en artikel på Information.dk:

Screenshot from 2015-01-09 13:03:50Eller denne kommentar til en anden artikel på Information.dk

Screenshot from 2015-01-09 13:05:23Hvis man fornærmer “nogens ære” er det forventeligt at der kommer en modreaktion, på samme måde, som en hund kan finde på at bide igen, hvis man slår den. Ifølge denne argumentation har religiøse fanatikere altså stimulus-respons som en hund. Hvis man laver satire over deres religion, så bider de igen – med automatvåben! De religiøse fanatikere har altså ikke de normale kognitive fakulteter som resten af menneskeheden? Det er åbenbart en naturgiven “lov”, at hvis man provokerer fanatiske religiøse, så myrder dig. Åbenbart! “Hvad fanden havde vi forventet?

Mon ikke attentatmændene er mennesker med tilsvarende evne til at planlægge og tænke over deres handlinger, og ikke bare handle på responser som en truet hund. Det er heller ikke fordi attentatmændene på nogen måde var blevet truet eller handlede for at forsvare deres eget liv. De handlede som de gjorde, fordi de var fornærmet over, at nogen havde være sjov på deres religions bekostning.

Man kan selvfølelig spørge, hvorfor gøre ting som provokerer andre mennesker til vold? Hvorfor ikke bare lade være, så kommer ingen til skade? Stiller man dette spørgsmål, antages det, at når personer bliver provokeret, skal de ty til vold. Derfor skal man lade være med at provokere voldelige personer. Er de først blevet provokeret, så er deres vold helt i orden. Måske det er en bedre løsning, hvis det er gerningsmændene, der “bare skriver“, at de blev fornærmede over satiretegningerne i stedet for at henrette tegnerne.

Jeg prøvede, at slå disse kommentarer ud af hovedet, for det var jo ikke andet end kommentarer på internettet. Nyheder i sig selv bar præg af respekt for ofrene, og fordømmelse af gerningsmændene og deres handling. I hvert fald for en stund. For mens jeg skriver dette indlæg, ser det ud som om flere og flere nyhedsmedier begynder at bringe artikler med analyser og holdninger, som ligner ovenstående internetkommentarer.

Den første jeg stødte på var et interview i berlingske med provo-kunstneren Kristian von Hornsleth. Von Hornsleth har selv været udsat for trusler og vold i forbindelse en udstilling på sit galleri. At høre hans oplevelse i lyset af massakren på Charlie Hebdo, virker relevant givet parallellerne mellem de to sager (omend proportioner i de to sager er forskellige). Til trods for parallellerne virker det som om von Hornsleth prøver at bortforklare gerningsmændenes religiøst motiverede angreb:

Hvorfor skal det [religiøst begrundede trusler] styre den måde, vi laver satire på?

»Det skal det heller ikke. Men hvis du går ude i en jungle, vil du jo ikke træde på en farlig slange, og du vil heller ikke gå op til en rocker og kalde ham bøsserøv, vel? Der er nogle grundregler, og bag alle selskabslege er der en hård virkelighed.«

Var tegnerne, der blev dræbt på Charlie Hebdo, så selv ude om det?

»Nej, det siger jeg ikke. Er du sindssyg. Jeg siger bare, at det er en større og meget mere kompleks proces. Måske et kedeligt og dansk svar. Jeg tænker mere på, hvad der gør, at nogle kan blive så vrede, at de er villige til dræbe for deres religion

Jeg siger bare …” og tænker så på de “komplekse årsager” der gjorde gerningsmændene så vrede, at de dræbte tegnerne. For satiriske tegninger er en god grund til ar begå mord? Er det er helt i orden, at en rocker tæver personer som kalder ham “bøsserøv“? Rockervold har jo aldrig været et problem, så hvis man siger noget upassende til en rocker så er det ens egen skyld, hvis man får tæv. Rockeren har jo ikke kontrol over, hvem han tæver, og kan ikke stoppe deres handlinger, når først nogen har kaldt ham “bøsserøv“. Igen, det er simpel stimulus-respons reaktion, for rockere har ikke den valgmulighed at lade være med at slå. På samme måde er de fanatiske attentatmænd fra massakren ligesom slanger, der bider hvis man træder på dem. “Træder” betyder selvfølgelig i denne metafor religiøs satire, og “bider” betyder en planlagt massakre.

Det er samme argumentation og konklusion som i internetkommentarerne ovenfor. Det er offerbebrejdelse. Ved at forstå, hvordan religiøse fanatikere bliver fornærmet over religiøs satire, kan man let kommer til at bortforklare de religiøse fanatikeres ansvar og i stedet lægge ansvaret på ofrene. Men at ty til offerbebrejdelse er en fejlslutning.

Det er som om, von Hornsleth ikke helt har tænkt sine argumenter igennem, for hans kommentarer virker flere steder selvmodsigende. Jeg vil lade tvivlen komme von Hornsleth til gode, for det virker som om, han ikke var forberedt til interviewet. Måske han blev ringet op af en journalist uden varsel og måtte svare på spørgsmålene på stående fod. Andre fortjener dog ikke at have tvivlen til gode, når de fremfører samme type argumenter.

Bill Donohue, præsident for Catholic League (amerikansk interesseorganisation for katolikker) skrev i en pressemeddelelse kort efter massakren, at han selvfølgelig fordømmer massakren, men i lige så høj grad fordømmer satiren i Charlie Hebdo, som provokerede gerningsmændene til at udføre massakren:

Killing in response to insult, no matter how gross, must be unequivocally condemned. That is why what happened in Paris cannot be tolerated. But neither should we tolerate the kind of intolerance that provoked this violent reaction.

Senere i sit indlæg lægges skylden for massakren på ofrene:

Had he not been so narcissistic, he may still be alive. Muhammad isn’t sacred to me, either, but it would never occur to me to deliberately insult Muslims by trashing him.

Indirekte antydet: Det var tegnernes egen skyld at de blev myrdet! Donohue kunne i hvert fald ikke selv finde på overlagt at nedværdige profeten Muhammed (selvom han bliver nød til at påpege at profeten Muhammed ikke er hellig), uden selv at være ansvarlig for konsekvenserne.

Denne type argumentation gør mig vred. Virkelig vred!

Bare fordi man kan forklare en persons handlinger ud fra faktorer, som ikke har med personen selv at gøre, så fritager man ikke personen fra ansvar. Folk der begår kriminalitet gør det aldrig umotiveret. Der er altid et motiv, om det så handler om penge, jalusi, hævn, sex eller religiøs blufærdighed. Selv impulsiv og meningsløs vold har sin motivation i øjeblikket, omend motivationen er opstået få sekunder forinden, og rationalet bag ikke er sammenhængende.

Det er som om, det bliver taget som en naturlov, at hvis man provokerer voldelige mennesker, om det så er fanatiske islamister eller rockere, så er man selv uden om at man bliver udsat for vold og mord. Nøjagtig ligesom det er ens egen skyld hvis man kommer til skade, hvis man vel videnende går ud i en orkan, eller træder på en slange. Forskellen er, at selv voldelige og fanatiske mennesker har et valg, i det de gør. De er, ligesom alle andre, mennesker med evnen til at træffe beslutninger og planlægge deres handlinger. De er handlende agenter. Orkaner er naturfænomener og ikke handlende agenter. Det giver ikke mening at holde en orkan til ansvar for, at du gik ud i stormen og kom til skade. Voldsmænd og mordere kan holdes til ansvar for deres handlinger, selvom du gik ind i dem.

Man kan også spørge; selv hvis vi anser satire om ærekrænkede og amoralsk handling, er den passende straf da at blive slået ihjel? Er det en formildende omstændighed, hvis man slår ihjel, fordi man føler, at man bliver gjort grin med? Jeg håber de fleste er uenige heri.

Er ovenstående personer de samme som mener, at hvis en kvinde bliver voldtaget, så er det hendes egen skyld, fordi hun gik “udfordrende klædt”? For hvis hun gik “udfordrende klædt”, så er voldtægtsmandens handling berettiget. Vi kan ganske rigtigt opstille en kontrafaktisk analyse som siger, at hvis kvinden ikke have gået “udfordrende klædt”, så ville hun ikke være blevet voldtaget. Men det er på ingen måde det samme, som at det er hendes egen skyld. Selv hvis vi kan tilskrive kvindens tøj som årsag, er det kun en tilstrækkelig årsag til voldtægten og ikke en nødvendighed. Det er vigtigt at skelne mellem årsag og ansvar. Det erhelt og aldeles voldtægtsmanden, som er ansvarlig for voldtægten. Det er ikke kvinden, der vælger at blive voldtaget, det er voldtægtsmanden, som vælger at voldtage kvinden. At påstå andet er at hvidvaske voldtægtsmanden for ansvar i voldtægten. Voldtægtsmanden er skyldig i voldtægt, ligesom rockeren, der tæver folk som kalder ham “bøsserøv”, er skyldig i vold.

På samme måde kan vi finde at satiriske tegninger af profeten Muhammed var en tilstrækkelig årsag til at religiøse fanatikere myrdede tegnerne på Charlie Hebdo. Men det var ikke tegnerne, der valgte at blive skudt. Det var de fanatiske gerningsmænd, som med reference til deres hellige skrifter, besluttede at udføre massakren. Derfor er det éthundrede procent gerningsmændenes skyld – ikke ofrenes.

Det er vigtigt at forstå de kausale årsager, for at få en forståelse af ting og handlinger her i verden. Men at forstå er ikke det samme som at acceptere. Det er vigtigt, at man ikke kommer til at bortforklare ansvar, når man ser på årsager.

One thought on ““De kunne jo bare have ladet være med at gøre grin med Muhammed” – At bortforklare skyld

  1. Jeg har netop opdaget, at Jerry Coyne havde et blogindlæg d. 8. jan., hvor han ligeledes kritiserer Bill Donohue pressemeddelelse citeret ovenfor. Coyne bruger endda med mere eller mindre samme eksempel i sin kritik, som jeg også bruger. Ovenstående indlæg er ikke et forsøg på at plagiere Coynes indlæg. Jeg kan kun anbefale også at læse Coynes indlæg: http://whyevolutionistrue.wordpress.com/2015/01/08/the-paris-murders-catholic-leagues-bill-donoghue-gets-it-wrong-new-yorkers-george-packer-gets-it-right/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s