Hvad man kan lære af lakridspiber – del 2

Lakridspibe2

Billede fra piopio.dk

For et par uger siden skrev vi et indlæg om, hvordan danske journalister dækkede lakridspibe affæren. Du husker nok nyheden om, at EU ville forbyde lakridspiber, som så alligevel viste sig ikke at være rigtigt alligevel.

Konklusionen på vores indlæg var ret klar: Danske journalister, nyhedsredaktører og de danske nyhedsmedier i det hele taget bør tage sig utroligt meget mere sammen i deres baggrundscheck og formidling af nyheder. Kort sagt: I deres journalistiske arbejde.

Men udover at udstille journalisstandens mangler er der endnu en ting, vi bør forholde os til og tage ved lære af. Når jeg skriver ”vi”, så mener jeg her alle os samfundsborgere her i landet, der deler og diskuterer nyheder på sociale medier. En stor del af ”nyheden” om EU’s påståede forbud mod lakridspiber var nemlig danskernes reaktion på dette på sociale medier såsom Facebook og Twitter.[1]

Politikske intuitioner

Folk var sure, forargede eller latterliggjorde det formodede forslag. Der var selvfølgelig mange grunde hertil. Nogle mente det seriøst og andre tog det mere humoristisk. Folk troede selvfølgelig på historien, for den blev præsenteret som værende sand i medierne. Hvad lakridspibe-affæren viser om folks holding og sociale medier er, hvor let ”politiske intuitioner” tager over, og hvor let disse spredes.

Hvad mener vi med ”politiske intuitioner”?

Det lægger sig op af, hvad man inden for psykologien kalder sociale intuitioner eller moralske instinkter.[2] Når vi skal lave moralske vurderinger ved at svare på moralske spørgsmål og etiske dilemmaer, herunder også politiske beslutninger, dømmer vi som udgangspunkt disse ud fra ubevidste heuristikker. Når vi skal træffe moralske beslutninger, er vi mere afhængige af følelser, såsom foragt eller en “øje-for-øje” retfærdighedssans, frem for rationel argumentation. Disse umiddelbare emotionelle tilstande guider en stor del af vores adfærd, og de udgør vores sociale intuitioner og moralske instinkt. Egentlig overvejelse og vægting af argumenter for og imod kommer som regel først i anden række.

Dette kan vi overføre på beslutninger om politiske spørgsmål, idet vores syn på politiske beslutninger i sidste ende også kommer ned til, hvad vi synes er rigtigt og forkert. Et godt eksempel på sådanne politiske intuitioner er, hvis man ser nyheden om, at EU vil forbyde lakridspiber, og det man umiddelbart føler omkring det er, “det er da også for galt”.

Til daglig har vi en tendens til at tro, at størstedelen af vores beslutninger sker ud fra overvejelser over vores handlinger, men i mange tilfælde er de “rationelle” forklaringer, vi giver som begrundelse for vores valg til os selv og andre udelukkende efterrationaliseringer: Vi dømmer først, og kommer så med argumenter, der støtter – eller i hvert fald forsøger at støtte – og retfærdiggøre vores dom bagefter. Vi har kun ringe indsigt i de processer, som ligger til grund for vores egne beslutninger og vurderinger. Dette betyder imidlertid ikke, at man ikke mener de ting, man siger. Det betyder heller ikke, at man aldrig tænker over sine holdninger og argumenter. Har man f.eks. en negativ holding til EU af én eller flere velovervejede grunde (EU er for bureaukratisk, EU underminerer national suverænitet, EU er markedsforvridende, etc.), kan det sagtens være fordi man har gode argumenter herfor. Intuitionerne kommer dog i spil, når man efterfølgende hører en nyhed om EU, og ved første øjekast, inden man når at tænker over sagen, tillægger den negativ værdi.

Intuitioner om lakridspiber

Jeg vil tro, at de intuitive fornemmelser, folk havde om det formodede EU-forbud, opsummeres ganske godt i følgende kommentar fra Morten Messerschmidts til Altinget.dk:

”Det er både en arrogant nedvurdering af forbrugernes intelligens og et udtryk for, at man i EU blander sig i alt muligt, der er et eller andet sted imellem ligegyldigt og dybt latterligt.

Jeg har spist tonsvis af lakridspiber som barn, og jeg har aldrig røget en cigaret”[3]

Der bliver her lavet tre forskellige pointer:

  1. Nedvurdering af intelligens: EU taler ned til folk.
  2. EU blander sig hvor de ikke burde blande sig. Dette er et indgreb på personlig frihed.
  3. Personlig anekdote som modbevis.

Hvorfor kalder jeg dette politisk intuition frem for politisk holdning? Kan der ikke stadig ligge rationel overvejelse bag folks motivation for at påpege disse pointer? Jo det kan der sagtens (og jeg skal ikke udelukke at det også gælder for nogle), men jeg vil holde på, at for manges vedkommende var der tale om intuitioner. Lad os gennemgå argumenterne nedenfor:

“Den er for gal” med EU

Argumenterne 1. og 2. ovenfor kan let associeres med en form for ”uretfærdighedssans”, eller “den er for gal“-intuition: At nogle (i dette tilfælde EU) udfører uretfærdige handlinger over for andre. Mange skriver, at EU med dette forslag er gået for langt. Når nyheder drejer sig om EU, møder man ofte ytringer, både fra lægfolk og politikere, om at det er for galt, at EU blander sig. Men lige præcis hvorfor det er galt, at EU blander sig, giver de ikke yderligere argumentation for.

Vi må spørge os selv, om det er urealistisk at forestille sig, at nogen i den danske regering, eller i folketinget i det hele taget, blander sig i folks “frihed” eller “taler ned til folk” på samme måde som det formodede EU-forslag? Tilsyneladende ikke, idet folketinget d. 19. marts 2013 vedtog et forslag om krav om billedlegitimation ved køb af tobaksprodukter og forbud mod reklamer på internettet for tobaksprodukter.[4] Den sag som i modsætning til sagen om lakridspibe-forslaget faktisk var reel, fik dog hverken mediedækning eller en folkebevægelse imod sig på Facebook og Twitter.

Rationalet bag dette er imidlertid præcis det samme, som grundlæggende ligger til baggrund for anbefalingerne fra EU udvalget; nemlig at man vil forsøge at begrænse antallet af rygere blandt børn og teenagere (om deres konkrete forslag er effektivt i forhold til at opnå dette mål, er en anden sag). Hvis politik på baggrund af denne tankegang er en nedvurdering af folks intelligens eller et indgreb på personlig frihed, så må det være tilfældet uanset hvem, der fremsætter forslagene. Det ser altså ud som om, at det i høj grad var fordi, forslaget kom fra EU, at folk kom op af stolene, og at nyheder, der har med EU at gøre, lettere får folks intuitive ”den er for gal”-instinkt til at tage over. Dette er værd at være opmærksom på, idet negativ association har let ved at føre til negativ konklusion.

Den personlige vinkel

Det tredje argument, ”Den personlige vinkel”, er en klassisk fejlslutning. Når vi laver slutninger, bruger vi den information, der er tilgængelig for os, og vi lægger som regel stor vægt på hvad vi tidligere har oplevet og erfaret. Dette gælder også for vores intuitioner. Så hvis man eksempelvis har spist ”tonsvis” af lakridspiber (ligesom Morten Messerschmidt) og ikke er begyndt at ryge, er det også nærliggende at konkludere, at børns møde med lakridspiber ikke øger risikoen for, at de begynder at ryge senere i livet. Dette er imidlertid en fejlslutning.

Det klassiske skipper-billede; nu med lakridsopibe. Billede fra http://www.dagens.dk.

Det klassiske skipper-billede; nu med lakridspibe. Billede fra www.dagens.dk.

Vi er biased imod den personlige vinkel, når vi laver slutninger. For at vide hvordan det rent faktisk forholder sig – om børns spisning af lakridspiber af lakridspiber reelt øger risikoen for, at de senere bliver rygere eller ej, bliver vi nødt til at se på det større billede. Dette gør vi kun ved at gå statistisk til værks. Det er selvfølgelig åbenlyst, at der ikke er nogen én-til-én kausal sammenhæng mellem spisning af lakridspiber og rygning (nu handlede forslaget fra EU overhovedet ikke om lakridspiber til at starte med, men lad os bare blive ved eksemplet). Det er selvfølgelig ikke sådan, at hvis man spiser lakridspiber, så bliver man nødvendigvis ryger senere i livet. Denne hypotese kan vi alle afvise. Ikke desto mindre er det dog stadig en mulighed, at en større andel af de børn, som har spist “tonsvis” af lakridspiber begynder at ryge senere i livet, end de, som ikke har spist “tonsvis” af lakridspiber. Om dette er tilfældet, eller om der tværtimod er en såkaldt negativ korrelation, kan vi ganske enkelt ikke vide ud fra en enkelt persons beretning.

For at få svar på dette må vi have et større udpluk af befolkningen, og ikke kun vores egen personlige referenceramme. Det kunne jo være, at jeg var én af de få, der ikke begyndte at ryge efter, at jeg havde spist mig mæt i lakridspiber, fordi jeg samtidig er blevet særligt godt informeret om konsekvenserne ved rygning. Vi bliver nødt til at se på antallet af personer, der har spist “tonsvis” af lakridspiber, og antallet af disse, der senere er begyndt at ryge. Samtidig må vi have noget at sammenligne med, så vi kan være sikre på, at hvad vi ser ikke skyldes andre uforudsete faktorer.[5]

Kort sagt: Personlige anekdoter siger som regel ganske lidt om, hvordan tingene forholder sig i det større billede, hvilket er det relevante, når det kommer til politik. Vi bør i høj grad forholde os til statistisk data, når vi skal træffe beslutninger for store grupper af mennesker, men uheldigvis overvurdere vi den personlige vinkel, og vi er dårlige til at forholde os til statistiske facts.

Hvad vi skal lære

Der er tendens til, at vrede har langt større indflydelse og spredning på sociale medier. Et studie tog data fra 70 millioner tweets fra 200.000 bruger af Weibo (Kinesisk mikroblogging tjeneste lignende Twitter), kodede dem efter emotionelt indhold og kiggede på antallet af delinger. Studiet viste, at vrede opdateringer havde en tendens til at blive mere delt end tweets kodet med andet emotionelt indhold.[6] Vrede ytringer spredes altså lettere på sociale medier, og set i lyset af dette er det ikke overraskende, at delinger af umiddelbare intentioner, såsom “det er for galt“, let kan få skabt og spredt en negativ stemning, også selvom det ikke har hold i virkeligheden.

Vi – dvs, alle os, som er brugere og forbrugere af nyhedsmedier og sociale medier – skal lære at genkende, hvornår vi reagerer ud fra intuitioner, og hvornår vi reagerer ud fra velovervejede ræsonnementer. De bedste indikator man kan sætte op for sig selv, om  man agerer ud fra det ene eller det andet, er 1) hvor lang tid, der går fra man præsenteres for nyheden og til man har afgjort, hvad man mener herom, samt 2) hvor bevidst man er om sin begrundelse for sin mening. Jo hurtigere man dømmer, jo større sandsynlighed er der for, at det er de ubevidste intuitioner, der ligger til grund for ens dom.

En mere kritisk tilgang til de nyheder vi læser og hører er også en nødvendighed. Som hele lakridspibe-affæren viser, kan vi ikke altid stole på, at journalisterne gør deres job som de burde. Men hvorfor sidde og bruge tid på at tænke over de nyheder vi læser? Kan det ikke være det samme, om det er hurtige intuitioner eller grundigere tankeprocesser, der ligger til grund for holdninger? I sidste ende er en holdning jo en holding, og det er vel det, der tæller?

Søren Pind med lakridspibe. Mærkesag eller billige point? Billede fra http://politiken.dk

Søren Pind med lakridspibe. Billede fra Politiken.dk

Der er god grund til at tænke grundigt over både nyheder og holdninger, for dybere overvejelser gør os jo netop i stand til at stille dybere spørgsmål, og se skjulte sammenhænge. Eksempelvis finder jeg det ved dybere omtanke overraskende, hvor mange politikere, der pludselig havde lakridspiber som mærkesag, som om nationens sikkerhed afhang af det fjollede stykke stanglakrids. Man kan kan spørge sig selv, hvorvidt lakridspiber vitterligt betyder så meget for disse politikere, eller om flere kommenterede sagen, for at score billige point på folks politiske intuition?[7]

Det er nemt for politikere og journalister at vinkle nyheder, så de appellere til vores “det er også  for galt”-intuition, og når nyheder vinkles på denne måde, er det nemt at overse – og endda helt se bort fra – egentlige argumenter i en sag i vores offentlige debat, da disse nemt drukner i en skov af følelser. Det er som regel betydeligt lettere at overbevise folk ved at manipulere og appellere til deres til deres intuitioner, end overbevise folk gennem argumentation (i Aristoteles’ terminologi: Det er som regel lettere at overtale ved hjælp af patos end logos).[2]  På den måde kan politikere let få støtter til andre sager, uden at præsentere nogen form for argumentation.

Hvad jeg skriver her skal ikke ses som et argument imod at dele nyheder på sociale medier – tværtimod! Vi bør imidlertid blive opmærksomme på, at sociale medier nemt kan appellere til vores umiddelbare intuitioner, og få disse til at blive virale, inden vi overhovedet selv når at få tænkt nærmere over dem. Pointen er derfor nærmere, at vi alle bør forholde os kritisk til nyheder på sociale medier, og ikke mindst vores egne intuitioner i forhold til disse nyheder. Et godt maksime at huske på, når det kommer til nyheder på sociale medier er derfor: Lad være med blot at reagere på de følelser du umiddelbart føler, når du ser en nyhed.


[1] Se f.eks. http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/08/29/103632.htm og kommentar herpå: http://finans.tv2.dk/nyheder/article.php/id-71038117:derfor-g%C3%A5r-vi-amok-over-lakridspiberne.html (Hentet 30.09.12).
[2] Dette er en ultrakort præsentation af hvad der er blevet kaldt “The New Synthesis in Moral Psychology” og/eller “The Social Intuitionist model” inden for psykologi. Se f.eks.: Greene, J., & Haidt, J. (2002). How (and where) does moral judgment work? Trends in cognitive sciences, 6(12); Haidt, J. (2007). The New Synthesis in Moral Psychology. Science, 316(5827); Haidt, J. (2012): The Righteous Mind: Why Good People Are Divided by Politics and Religion, Random House LLC.
[3] http://www.altinget.dk/artikel/eu-vil-forbyde-lakridspiber. – Dette mener vi giver et godt billede af de gennemsnitlige politiske intuitioner. Hvorvidt Morten Messerschmidt selv giver udtryk for sin umiddelbare intuitioner, eller om han har dybere overvejelse bag sin kommentar, kan jeg ikke sige noget om. Se f.eks. [7].
[4] L 113  Forslag til lov om ændring af lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år og lov om forbud mod tobaksreklame m.v. fremsat af minister for sundhed og forebyggelse Astrid Kragh. Forslaget vedtaget 19. marts 2013: http://www.folketingstidende.dk/samling/20121/lovforslag/L113/index.aspx.
[5] Der er ikke lykkedes os at finde studier, som rent faktisk har taget de fornødne metoder i brug.
[6] Fan, R., Zhao, J., Chen, Y. & Xu, K. (2013) Anger is More Influential Than Joy: Sentiment Correlation in Weibo. arXiv: http://arxiv.org/abs/1309.2402v1.
[7] http://piopio.dk/messerschmidt-udnytter-uvidenhed-om-eu/.

2 thoughts on “Hvad man kan lære af lakridspiber – del 2

  1. Tænker at der er forskel på hvem der reagerer intuitivt og emotionelt på sociale medier. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men min erfarede viden siger mig at det ofte er a) mennesker med lav socioøkonomisk status b) mennesker med gennemsnitlig eller under gennemsnitlig intelligens c) mennesker med under gennemsnitlig impuls- og følelseskontrol. Men måske er det bare min intuitive fordom om de mennesker, der udgør Ekstra Bladets Nationen og Dansk Folkepartis vælgere… Når det så er sagt, så tror jeg at selve de sociale mediers natur kan få selv godt begavede, kritisk tænkende, velkontrollerede mennesker til at reagere som de flokdyr, de i virkeligheden er. Det er stærke kræfter, der mobiliseres på de sociale medier. Vi ved jo at mennesker opfører sig meget anderledes når de har et publikum i form af 500+ venner end når de er alene.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s